Amerikaner udvist for »højreekstrem ideologi« og radikaliseringsfrygt i Norge - i Danmark skete der ikke noget
En amerikansk filosof er blevet udvist i frygt højreekstrem radikalisering i Norge. I Danmark var der demonstrationer, før han skulle deltage i arrangement.
Lørdag formiddag blev amerikaneren Greg Johnson anholdt i Oslo af den norske efterretningstjeneste.
Få timer senere blev han udvist fra landet på grund af en risiko for, at han ville bidrage til radikalisering.
»Han forsvarer og kommunikerer en højreekstrem ideologi. Der er en fare for, at det kan resultere i vold eller voldelige handlinger. Han bliver derfor udvist af Norge,« lød det lørdag i en kommentar fra den norske efterretningstjeneste PST til NRK.
Den bastante behandling kommer blot få uger efter, at Greg Johnson var i København uden at møde samme problemer - selvom besøget her til lands ikke var uden andre udfordringer.
PET har afvist at kommentere på, hvorfor man handlede anderledes end tjenestens norske kolleger. Afvisningen sker med henvisning til, at PET »som udgangspunkt ikke kan kommentere på konkrete personer.«
Både i Oslo og København var årsagen til Johnsons besøg, at han skulle deltage ved arrangementer med Scandza Forum som vært.
Scandza Forum er et nationalistisk forum, som lektor Queen Mary University i London Jean-Francois Drolet tidligere i Berlingske har identificeret som hørende hjemme på den radikale højrefløj.
Politiet var godt nok til stede ved arrangementet i København, men det skyldtes først og fremmest, at antifacister havde fundet frem til, hvor konferencen skulle afholdes, og var mødt op hvilket førte til en række sammenstød.
På grund af uroen på stedet endte Greg Johnson og andre talere med ikke at kunne komme ind i bygningen. Johnson kom derfor ikke på talerstolen i Danmark.
På samme vis nåede Johnson heller ikke på talerstolen i Norge, men her var det altså på grund af efterretningstjenestens indgriben.
I ugen op til, at Scandza Forum skulle afvikles i Oslo, satte den norske nyhedsside Filter Nyheter fokus på Johnson ved at finde frem til gamle udtalelser, hvor han skulle have udtalt sig positivt om Anders Breivik, som i 2011 dræbte 77 mennesker i Norge i et terrorangreb.
Efter omtalen i Filter Nyheter og siden udvisningen fra Norge, har Greg Johnson via Scandza Forum søgt at komme med et modsvar. Det gør han blandt andet ved at skrive, at andre udtalelser er taget ud af kontekst, og at han aldrig har ytret sig positivt om Breiviks handlinger.
»Jeg har skrevet talløse artikler imod højreekstrem terror,« skriver Johnson, som er uddannet filosof, også i sit forsvar.