Patienter i problemer: Apoteker melder om udsolgte præparater
1.300 midler er udsolgt, og for nogle er der ingen alternativer.
Danske patienter, der skal en tur på apoteket for at hente medicin, står ofte med et problem, skriver DR.
Ca. 1.300 lægemidler, der kan dække alt fra smertestillende til psykofarmaka og adhd-medicin, er i øjeblikket ikke til at skaffe. De er udsolgt.
I mange tilfælde er det muligt at få et erstatningsprodukt, men i øjeblikket er der omkring 25 typer medicin, hvor der ikke er en alternativ medicin, vurderer Apotekerforeningen over for DR.
Også JydskeVestkysten melder om manglende medicin. Over for avisen fortæller Astrid Blom, der er formand for Parkinsonforeningen, at en undersøgelser viser, at to af tre medlemmer har problemer med at få deres medicin. Det er bl.a. Sinemet, der er afgørende for parkinson-patienter, der er problemer med at få.
DR skriver, at der er en række grunde til, at medicinleverancerne er ustabile.
Meget af verdens medicin produceres i Kina og Indien, og her kan naturkatastrofer, eksplosioner eller kvaliteten af det producerede sætte begrænsninger på mængden af medicin. Samtidig er man holdt op med at producere store lagre af medicin, som ligger klar i tilfælde af mangel.
Endelig er der producenter, der i perioder vælger ikke at sælge til Danmark, da de mener, at prisen, de kan få for medicinen, er for lav.
At produktionsfejl kan betyde medicinmangel er Parkinsonforeningen utilfreds med. Det skaber bl.a. usikkerhed hos patienterne.
»Når vi taler med patienter om den her medicinmangel, har den ført til unødig stress, og på den måde er usikkerheden i sig selv noget, der kan forværre symptomerne,« siger Astrid Blom til JydskeVestkysten.
Også formanden for Danske Patienter, Morten Freil, kalder manglen på medicin for et problem.
»Vi undrer os over, at det kan ske i det danske sundhedsvæsen. Det skaber forvirring og utryghed, og i sidste ende går det ud over sikkerheden for patienter,« siger han til DR.
I Lægemiddelstyrelsen forsikrer direktør Thomas Senderovitz dog DR om, at der ikke har været længerevarende problemer med medicinleverancerne, som har betydet risiko for helbredet.
Problemet er ikke kun i Danmark. I december 2018 blev der i Oslo holdt et WHO-møde om manglen på medicin.
I dag Lægemiddelstyrelsen inviteret interesse- og brancheorganisationer til stormøde, hvor manglen på specifikke medicintyper skal diskuteres.
På mødet vil Apotekerforeningen foreslå, at apotekerne får beføjelser til at forhindre gener for patienterne.
»Ofte kan vi finde et andet præparat med de samme indholdsstoffer, eller vi kan finde en anden pakningsstørrelse. Men vi vil gerne kunne gøre endnu mere. Derfor er mit forslag, at apotekerne får udvidet deres beføjelser. Hvis lægen eksempelvis har skrevet en recept på et lægemiddel med 50 mg, men denne styrke er i restordre, vil vi gerne have lov til at udlevere lægemidlet i en anden styrke, hvis den er tilgængelig. Selvfølgelig med udtrykkelig instruktion om, hvordan borgeren skal sikre den rette dosering af medicinen. Lægemidlet kan også være i restordre som tablet, men på hylden som mikstur, som vi kan udlevere i stedet for. Eller der kan være et lægemiddel med et andet indholdsstof, men samme virkning, som patienten kan få,« skriver formand, Anne Kahns på apotekerforeningen.dk.