Kommunal chef sendte private biler på værksted - skatteyderne betalte
En nu tidligere kommunal chef er blevet dømt for mandatsvig, efter værkstedsfinte blev afsløret.
En 61-årig mand er blevet dømt for mandatsvig og misbrug af sin kommunale chefstilling i Sønderborg, skriver Jydske Vestkysten.
Manden sendte sine egne samt sin datters biler på værksted, hvor han fik værkførere til at ændre fakturaerne, så det så ud som om, at der var tale om ordinære kommunale biler.
Derefter fik han værkstedet, Bent Pedersen A/S, til at sende regningen til kommunen, hvor han i kraft af sin chefstilling selv kunne godkende fakturaerne og dermed lade de sønderjydske skatteborgere betale for sig.
Den nu tidligere kommunale chef nægtede sig skyldig. Det standpunkt til trods fandt retten det dog bevist, at han fra 2015-2018 havde fået værkstedet Bent Pedersen A/S til at udføre arbejde på hans BMW, hans Mercedes, hans privatejede rallybil og hans datters Volkswagen for knap 82.000 kr.
Ingen fra Bent Pedersen A/S har været sigtet i sagen, skriver Jydske Vestkysten. Virksomheden har valgt selv at betale de knap 82.000 kr tilbage til kommunen.
Den 61-årige mand blev derfor dømt til at kompensere virksomheden for den udbetaling. Derudover lød dommen på fire måneders betinget fængsel samt 100 timers samfundstjeneste.
BT skriver, at Sønderborg Kommune nu har strammet kontrollen med fakturaer, så en person ikke længere kan godkende egne bestillinger.