Fortsæt til indhold
Indland

Invasiv krabbe har bredt sig i Danmark - men det behøver ikke være dårligt nyt

Den invasive art asiatisk strandkrabbe er kommet til Øresund.

Naturvejledere og marinbiologer fra Øresundsakvariet tog i den forgangne uge på jagt efter blåmuslingejagt i Helsingørs havne, men da de hev fangsten op, var ikke alt, som det plejer.

For med i fangsten var der en håndfuld stribede, små krabber, der adskilte sig, fra hvad man normalt finder i Øresunds farvand.

Det stod hurtigt klart, at der var tale om asiatiske strandkrabber.

I Danmark betragtes denne som en invasiv art, og den har allerede knebet sig fast langs Vestkysten og i Limfjorden og blevet observeret ved Als.

Krabbearten har vist sig særdeles tilpasningsdygtig til de danske farvande, selvom den oprindeligt kommer fra Japan og Korea.

»Når et nyt dyr opnår så stor fremgang på så relativt kort tid, ser vi som regel på udviklingen med bekymring. Den invasive lille krabbe har andre steder opnået tætheder på op til 150 krabber pr. kvadratmeter og den er tilmed særdeles hårdfør. Den har udvist ekstrem stor tolerance over for både vandets saltholdighed og temperatur og man har for eksempel fundet den ved både 0 og 25 grader i vandtemperatur,« siger Jens Peder Jeppesen, akvariechef og marinbiolog på Øresundsakvariet, i en pressemeddelelse.

Selvom der altså er bekymring over udviklingen, har Jens Peder Jeppesen stadig håb for, at den asiatiske strandkrabbe ikke ender med at gøre skade på den nuværende natur i Øresund.

»Det bedste vil være, hvis den lokale natur tilpasser sig krabbens tilstedeværelse og begynder at udnytte den som føde,« siger han og fortsætter:

»For eksempel kan man forestille sig at vores allestedsnærværende torsk begyndte at æde den asiatiske strandkrabbe, ligesom vores almindelige danske strandkrabbe bliver ædt i millionvis af de sultne torsk i efterårsmånederne.«

En lang række dyre- og plantearter er erklærede uegnede i Danmark, fordi man frygter, at de kan føre til udryddelse af eksisterende arter eller skade naturen, hvor de slår sig ned.

Du kan se den komplette liste over invasive arter hos Miljøstyrelsen.