Fortsæt til indhold
Indland

Blæsten har væltet træer i nat - nu kommer regnen

Lørdag bliver præget af regn - især i Jylland. Dagen starter med kraftig vind flere steder.

Fra morgenstunden lørdag advarer Vejdirektoratetet om kraftig vind på flere broer landet over. Varslet galdt tidlig morgen på Sallingsundbroen til Mors, Langelandsbroen til Fyn og Storebæltsforbindelsen.

Kort før middag er varslet fortsat gældende på Langelandsbroen og Storebæltsforbindelsen, men omfatter nu også Øresundsbroen, hvor Vejdirektoratet er gået skridtet videre og fraråder kørsel med vindfølsomme køretøjer.

Alle steder ventes det, at vinden vil aftage i løbet af dagen, men andetsteds har blæsten allerede sat sig sine spor.

TV Syd skriver således, at Sydøstjyllands Politi tre gange i løbet af natten er blevet varslet om væltede træer på vejbanen.

»Vi har haft folk ude med motorsaven tre gange i nat for at få fjernet væltede træer fra kørebanen,« fortæller vagtchef Jørn Bystrup hos Sydøstjyllands Politi til TV Syd.

Politiet opfordrer i samme ombæring folk på vejene til at færdes med agtpågivenhed morgenen ud, da der endnu kan være store grene og træer på vejene, som ikke er blevet fjernet.

DMI har varslet, at vinden har vist sig fra sin værste side i løbet af natten og langsomt aftager.

Instituttet varsler dog også, at vi til gengæld bliver udsat for en hel del regn resten af dagen.

Det bliver især i et bælte henover midten af Jylland, man risikerer våde fødder, men også resten af Jylland og i mindre grad resten af landet vil få regnen at mærke.

Vejle, som for nyligt oplevede oversvømmelser efter store regnmængder, kan ifølge DMI se frem til omkring 20 mm i løbet af dagen.