Naboklager får metroselskab til at slibe Cityringens skinner før tid
Flere naboer til den københavnske metro har klaget over støj og rystelser fra skinnerne. Nu bliver de slebet tidligere end planlagt.
Egentlig var det planen, at skinnerne til Københavns nye metroring skulle være slebet inden, at den slog dørene op for offentligheden i slutningen af september i år. Det blev dog udskudt til slutningen af året, fordi det ifølge Metroselskabet var vigtigst at få gennemført aktiviteter, der var nødvendige for den sikkerhedsgodkendelse, der sikrede metroen grønt lys til at åbne som planlagt.
Vi forventer, at nogen vil kunne høre slibemaskinen arbejde, men det er formentlig ikke ret mange.Hanne Tærsbøl Schmidt, afdelingschef i Metroselskabet
Nu har en lang række naboklager over støj og rystelser imidlertid fået selskabet til at ændre mening. Derfor starter arbejdet med at slibe skinnerne allerede søndag, skriver DR på baggrund af en aktindsigt, som mediet er i besiddelse af.
Ifølge aktindsigten har Metroselskabet modtaget 178 naboklager over støj og rystelser fra årets begyndelse og frem til 6. oktober. Alene 68 af disse blev modtaget i den første uge, efter den nye metro blev sat i drift, og det har altså fået selskabet til at fremskynde skinneslibningen.
Ifølge Hanne Tærsbøl Schmidt, afdelingschef i Metroselskabet, forventes arbejdet at vare 14 dage. Slibningen vil foregå om natten og vil derfor ikke komme til at påvirke den øvrige drift.
»Som i den nuværende driftssituation forventer vi, at nogen vil kunne høre slibemaskinen arbejde, men det er formentlig ikke ret mange,« uddyber afdelingschefen i et skriftligt svar til Jyllands-Posten
Hun oplyser desuden, at togene efter slibningen skal »køre skinnerne til«, og derfor vil den fulde effekt af arbejdet først være opnået i slutningen af november.
Beboere, som er berørt af skinnearbejde, er blevet tilbudt at komme på hotel, indtil slibningen er færdiggjort. Dette har ni husstande takket ja til. Metroselskabet kan ifølge DR ikke oplyse, præcist hvor meget slibningen vil dæmpe støjen fra den nye metro.