Han drømmer om et Polen frit for "politisk korrekthed"
Hver time af sit liv kæmper Jaroslaw Kaczynski for et katolsk Polen indrettet til børnerige familier.
Berlin
Han har aldrig ejet en computer. Først for ti år siden åbnede han en konto i banken. Han bor alene i en forstad nord for Warszawa med sine to katte, Fiona og Czarus.
Her ser han ofte rodeo til sent ud på natten - før da er det svært at sove, har han fortalt den polske formiddagsavis Super Express.
Jaroslaw Kaczynski, 70 år, lever ikke som polakker flest. Alligevel er det lige præcis det, som han arbejder for - dag og nat: At Polen skal være et land af traditionelle, troende katolikker, hvor seksuelle og religiøse mindretal ikke spiller nogen synlig rolle.
»Homoseksuelle skal ikke kunne gifte sig og især ikke adoptere børn,« udtalte Kaczynski i sommer, da han mødtes med tilhængerne af det parti, han selv har været med til at grundlægge: Det nationalkonservative Lov og Retfærdighed.
Selv om han blot er partiformand og menigt medlem af parlamentet, er det suverænt ham, der bestemmer. Han udpeger både præsident og regering, og han tegner partilinjen. Kernevælgere elsker ham. Ikke mindst, når han som i sommer fulgte op med løftet om, at i stedet »vil der i Polen være frihed. Frihed, der ikke er begrænset af politisk korrekthed.«
Ny fordeling
Den slags udtalelser sender et stresset jag igennem EU’s institutioner i Bruxelles, hvorfra der heller ikke kom nogen strøm af lykønskninger, da Kaczynski’s parti Lov og Retfærdighed mere eller mindre ryddede bordet ved søndagens valg: Næsten 44 pct. af alle vælgere satte kryds ud for PiS, som partiet forkortes på polsk.
Det var både den største valgdeltagelse - over 61 pct. - og den største valgsejr i 30 år.
En stor del af årsagen bag successen inkarnerer, hvad Jaroslaw Kaczynsky går efter: En generøs børnecheck, der hjælper de børnefamilier, som ikke har nydt godt af den vækst og velstand, som især de store byer i landet har næret sig af siden jerntæppets fald.
»Det system, som eksisterede tidligere, hvor vækstens frugter ikke blev fordelt retfærdigt [... ] det system er for en stor dels vedkommende rettet til,« sagde Kaczynski ifølge det europæiske netmedie Politico under en picnic i juli måned.
Sort tøj
Dermed er Kaczynski nået i mål med i hvert fald dele af det politiske projekt, som han oprindeligt indledte sammen med sin nu afdøde tvillingebror, Lech, kort efter årtusindskiftet, hvor de grundlagde PiS.
Allerede et halvt årti senere - i 2006 - var de nået til toppen af polsk politik: Jaroslaw kaczynsi var premierminister indtil regeringen gik af året efter. Hans bror, Lech, blev præsident og fortsatte indtil 2010, hvor han døde under et flystyrt.
Siden har hans efterladte bror udelukkende båret sort tøj og offentligt rejst tvivl om årsagen til, at flyet styrtede til jorden. Ud over den polske præsident var flyet ladet med toppen af poppen fra forsvaret, kirken og forretningslivet i Polen. Flere tekniske undersøgelser har siden konkluderet, at pilotfejl samt en tæt tåge var skyld i tragedien. Ikke desto mindre har Kaczynski f.eks. anklaget den daværende - liberale - regering for at være indblandet i sagen.
I det hele taget er Jaroslaw Kaczynski ifølge flere medier blevet hårdere i filten, efter at han mistede sin bror. Og siden PiS kom til magten i 2015, har partiet da også sat gang i en række stærkt kontroversielle reformer, herunder af landets kulturinstitutioner, af undervisningsmaterialet i skolerne og af retssystemet. Den sidste har fået så massiv kritik fra Bruxelles, at PiS er endt med at pille de mindst spiselige dele ud igen. Men stridsøksen er aldrig langt væk.
Mens alle anerkender, at Kaczynskis enevælde er den lim, der holder partiet og dets mangeartede interesser sammen, begynder stadigt flere nu at rejse spørgsmålet, om partiet i samme grad vil kunne dominere polsk politik, når den sidste tvillingebror om formentlig ikke så mange år forlader skuden.