Skattehop i 10 kommuner, som godt vil opkræve mere
Se her, hvilke kommuner der hæver skatten til næste år.
Med 36,9 mio. ekstra i skattekassen til næste år er Odense en af de 10 kommuner, som har fået Social- og Indenrigsministeriets velsignelse til at hæve skatten. Odense er tilmed den kommune, som henter den største ekstraindtægt i 2020.
Ifølge borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er skattestigningen udtryk for en langsigtet politik om at hæve skatten med et procentpoint –den såkaldte velfærdsprocent.
»I år kan vi hæve skatten med 0,1 pct. Pengene investerer vi i arbejdet med inklusionen på vores skoler og få hjemmelavet mad tilberedt til vores ældre på flere plejecentre. Selv om det er et tiltrængt beløb, er vi med de ekstra penge desværre ikke helt i mål. Der mangler stadig de sidste 0,1 procentpoint, før vi når velfærdsprocenten,« siger han, der har et samlet budget på 12,7 mia. kr.
Også de øvrige kommuner havde gerne set et højere skattehop. De 10 havde søgt om lov til kradse en ekstra halv mia. kr. ind til sammen, men rammen til skattestigninger er efter aftale mellem regeringen og kommuneforeningen KL på 200 mio. kr., så alle har oplevet at få barberet ønskerne af ministeriet.
Aftalen indebærer desuden, at landets øvrige kommuner samlet sætter skatten ned for et tilsvarende beløb, men der er endnu ikke overblik over, om regnestykket går op. Budgetterne skal først være vedtaget i alle 98 kommuner den 5. november.
De skattestigende kommuner er ud over Odense: Dragør, Greve, Roskilde, Stevns, Esbjerg, Kolding, Holstebro, Randers og Hjørring.
Med 5,8 mio. nye skattekroner er Dragør den kommune, som får mindst ud af skattestigningen.