Fortsæt til indhold
Indland

Flere unge danskere ender som udsatte

Unge danskere taber konkurrencen om stadig færre ufaglærte job til indvandrere. Fagfolk taler om en ny gruppe af udsatte, der er børn af middelklassen.

Stadig flere unge med dansk baggrund er uden job eller ikke i gang med en uddannelse i to år. Det viser en analyse, som Rockwool Fondens Forskningsenhed har foretaget.

Analysen sammenligner for første gang andelen af udsatte unge med forskellige etniske baggrunde.

I 2000 var 5,5 pct. af unge med dansk baggrund i alderen 25-29 år udsatte – i 2017 var der tale om 7,1 pct. Unge med dansk baggrund udgør en voksende andel af de udsatte. Tidligere var andelen af unge udsatte danskere lavere end gennemsnittet – nu er andelen lige så stor som gennemsnittet.

Der er altså gode grunde til at forsøge tidligt at finde disse unge og igennem en indsats forsøge at sluse dem ind på arbejdsmarkedet.
Jan Rose Skaksen, forskningschef hos Rockwool Fondens Forskningsenhed

Jan Rose Skaksen, forskningschef hos Rockwool Fondens Forskningsenhed, peger på flere forklaringer: For eksempel at antallet af ufaglærte job falder hurtigere end antallet af ufaglærte. Desuden er der kommet langt flere unge med udenlandsk baggrund i Danmark. I 2000 udgjorde de 10 pct. af unge mellem 25 og 29 år. I 2017 var den andel steget til 24 pct.

Analysen fra Rockwool Fonden viser desuden, at de udsatte unge med hhv. dansk og udenlandsk baggrund konkurrerer om de samme typer af ufaglærte job – f.eks. omsorgsarbejde i sundhedssektoren. De udsatte unge danskere kan derfor, ifølge Jan Rose Skaksen, stå over for en mere intens konkurrence om job med indvandrere.

Tidligere har Rockwool Fondens analyser vist, at udsatte unge hvert år koster samfundet mellem 12 og 15 mia. kr.

»Der er altså gode grunde til at forsøge tidligt at finde disse unge og igennem en indsats forsøge at sluse dem ind på arbejdsmarkedet,« siger Jan Rose Skaksen.

Flere eksperter og fagfolk fortæller, at der er kommet nye grupper af udsatte unge de seneste år. Det er dels psykisk sårbare, nogle med en række diagnoser og en gruppe, der er opvokset i middelklassefamilier:

»Nu ser vi en stigning i unge fra middelklassefamilier, altså helt almindelige familier. Og de bliver ofte opdaget senere, fordi systemet er indrettet til at spotte de klassiske udsatte unge. Vi har ganske enkelt ikke haft øje for dem« siger Betina Jacobsen, postdoc på Aalborg Universitet.