Fyret skal flyttes, inden det styrter i havet
For nogle er fyret ved Rubjerg Knude et pejlemærke, for andre et barndomshjem. Fyret i Vendsyssel skal nu flyttes 70 meter længere ind i landet.
»Kan man flytte et fyr?«
Det var spørgsmålet, som murermester Kjeld Pedersen stillede herren i den anden ende af telefonen. Det var ham, Kjeld Pedersen fandt frem til, da han googlede ordene »tunge løft«. Murermesteren stod nemlig over for sådant et, et tungt løft på 930 tons for at være præcis.
Rubjerg Knude Fyr. I Vendsyssel tårner det sig op i sandklitten, men med blot 20 meter til kanten af skrænten er det i fare for at styrte i havet. Hvert år eroderer kysten mellem to og fire meter, og bliver fyret ikke flyttet, vil det falde ned inden for 5 til 10 år. På tirsdag den 22. oktober skal det flyttes. Og Kjeld Pedersen skal få det til at ske.
»Vi har lavet en masse specialværktøj. Man kan ikke gå ud og købe noget til at flytte fyret med,« siger han.
Naturstyrelsen har bestemt, at Kjeld Pedersen skal stå for flytningen, så de kan bevare turistattraktionen og egnens vartegn. I finansloven for 2019 blev Hjørring Kommune bevilliget 5 mio. kr. til flytningen.
Siden 1899 har fyret stået i den lille ørken ved Lønstrup. Her blev det bygget på kystskræntens højeste punkt 68 meter over havet, og i slutningen af december år 1900 blev lyset i Rubjerg Knude Fyr tændt for første gang.
Det var Marineministeriet, der på finanslovsforslaget 1899-1900 søgte om 74.000 kr. som første bevilling ”til et Fyr med Taagesignal ved Rubjerg-Knude”. Fyret skulle være et pejlemærke for skibe og blev oprettet under Det Kongelige Danske Fyrvæsen.
I årene fra 1893 til 1927 opstod der 71 fyr langs de danske farvande – mere end en fordobling af antallet af fyranlæg siden fyrvæsenets start i 1560, da Kong Frederik II krævede en afmærkning af sejlruten mellem Skagen og Falsterbo i Sverige. I 1939 var der omkring 140 fyrtårne i Danmark.
Da Rubjerg Knude Fyr blev bygget, stod det 200 meter inde i landet, og klitterne var endnu ikke vokset fyret over hovedet. En fyrmester, fyrassistent og fyrpasser flyttede ind i bygningerne, der lå rundt om fyret. De, der boede der, var fyrfamilier.
Den evige kamp mod sandflugt
Murermester Kjeld Pedersen er kommet her som barn. Han er vokset op i Vendsyssel. For ham er det en helt særlig opgave at skulle flytte fyret ved Rubjerg Knude.
»Det er ufatteligt specielt, fordi jeg elsker fyret og har gjort det hele mit liv,« siger han. Af den grund er han heller ikke bleg for at flytte adresse, så han altid har udsigt til fyret.
»Jeg har boet, så jeg har kunnet se fyret de første mange, mange år af mit liv. Vi byggede et tårn derhjemme, så jeg kunne se det, men det kan jeg sgu ikke mere,« siger Kjeld Pedersen, »der er en skov, der er groet op.«
Han har arbejdet for Naturstyrelsen i 34 år, og det er den, der ejer både jorden og grunden ved Rubjerg Knude Fyr. Kjeld Pedersen er ked af ikke længere at kunne se toppen af det fra sit hjem.
»Jeg regner med at flytte til Lønstrup igen lige straks,« siger han.
Kommer du så til at kunne se det derfra?
»Det bliver jeg nødt til. Jeg bygger bare så højt op, jeg kan,« siger han.
Rubjerg Knude Fyr har alle dage været udfordret af terrænet. Og sandflugten. Årene efter at det stod færdigt, kom havet nærmere fyret, og vinden blæste store mængder sand op fra klinten. Sandet lagde sig rundt om fyret, fyldte brøndene og ødelagde fyrfamiliernes køkkenhaver. I 1938 fik den daværende fyrmester bemyndigelse til at køre så mange læs sand bort, som det var nødvendigt.
Og sandet er stadig en udfordring, for det er svært at flytte et fyr, når småsten hvirvler rundt i luften. Især når man aldrig har gjort det før.
»Der var sandstorm i søndags, da jeg var heroppe,« siger Kjeld Pedersen. »Jeg rendte rundt med burkaklæde og crossbriller for at redde mit byggepladshegn. Det blæste 44 sekundmeter heroppe, det kunne jo accelerere op ad bakken.«
Stormvejrets udfordringer
I dag er der blå himmel. Sandet ligger stille for en stund. Det er svært at forestille sig den tsunami af sandkorn, der har hærget her i al evighed.
»Folk skal opleve noget vejr som det her, men de skal eddermaneme også opleve, når der er storm heroppe. Det er fuldstændig vildt. Hvis man ikke har været her, er der ingen, der forstår det,« siger Kjeld Pedersen.
Han brugte 12 timer for at få styr på situationen i stormvejr. Som han siger, er det et eller andet sted også den, han lever af. Stormen.
Kjeld Pedersen blev i første omgang spurgt, hvad det ville koste at rive fyret ned.
I fjernsynet havde han set, hvordan man vælter gamle siloer, og han tænkte, at det nok var nemmest at gøre det på samme måde. Det var først en dag, der var dårligt vejr – for man kan ikke så godt mure, når det er regnvejr, som han siger – at han fik tid til at ringe rundt. Og da var det, han fik fat i herren i telefonen, der godt nok ikke vidste, om man kunne flytte et fyr, men han kendte én, der gjorde.
Nu har Kjeld Pedersen brugt over to år på den teoretiske del af flytningen af Rubjerg Knude Fyr. I alt 10 mand skal i arbejde, når fyret skal på skøjter og rulles langs en 70 meter lang vej. Baksevejen er navnet. Den nordjyske murermester tager opgaven med stoisk ro.
»Dét, vi gør nu, er i princippet noget arbejde, som jeg plejer at lave. Det er bare praktik,« siger han.
Fyrmesterens datter
Birgit Frederiksen er glad for, at en lokal håndværker står for det tunge løft. Hun er datter af den sidste fyrmester ved Rubjerg Knude, og fyret var hendes hjem.
»Jeg er simpelthen så stolt på hans vegne over, at han får lov til at gøre det,« siger hun.
Familien var fyrfamilie, og den flyttede dertil i 1962. Birgit Frederiksen var 12 år gammel. Faderens opgave var at sørge for, at fyret blev tændt og slukket, når solen gik ned og stod op igen. Og så var der lige det med sandet.
»Der var sand og sand og sand. Hver eneste dag skulle der flyttes sand,« siger Birgit Frederiksen.
Moderen havde nok at gøre med at vedligeholde hjemmet og feje sand ud af huset.
»Mor kunne gøre rent, når vi skulle have gæster, og inden aften, jamen så var sandet inde i stuen igen,« siger Birgit Frederiksen. Hendes skoleveninder fra Hjørring undrede sig, når de kom på visit.
»Når jeg havde dem med hjemme, sagde de: ”Gud, hvordan kan du leve heroppe i al det sand”,« siger hun. Hun går rundt om fyret helt ude på kanten af sandbjerget. Hurtigere end skoleklassen, hundelufterne og tyskerne, der er kommet for at se giraffen. Vant til at færdes i sandet.
Vejen til skole var også en smule anderledes. Når Birgit Frederiksen skulle cykle ned ad sandbankerne, stod sandet ind i øjnene på hende. Det vænner man sig til, siger hun. Hun er en fyrpige.
»Flere af mine skolekammerater kunne ikke komme i skole, fordi der var sne, men det kunne jeg godt komme igennem. Man var nok vant til at færdes i naturen,« siger hun.
Er du blevet mere hårdfør af at være vokset op ved fyret?
»Jeg tror, jeg værdsætter naturen mere. Jeg kan godt lide storbyerne, men det er dejligt at komme hjem, hvor der er luft,« siger hun.
Som barn løb hun ned ad sandklitterne, helt ud til kanten, så man kunne stille sig og kigge ud over skrænten. Hele vejen ned.
Hun kunne aldrig finde på at flytte fra Vendsyssel. Havet betyder meget for hende. Inden familien kom til Lønstrup, voksede hun op ved Bovbjerg Fyr, og Birgit Frederiksen har derfor altid været i nærheden af vand.
»Jeg var med far og gik på stranden, når der havde været storm og blæst. Så samlede vi rav ind, og far sad og lavede smykker af det,« siger hun.
Stranden ved Bovbjerg Fyr var på trods af stejle lerskrænter lettere at komme til end stranden ved Rubjerg Knude. Den nordjyske kyst var vanskelig at komme væk fra igen.
»Sandet var løst – hver gang du tog et skridt op, røg du et halvt tilbage,« siger Birgit Frederiksen.
Valfart til Vendsyssel
Rubjerg Knude Fyr var åbent for turister, da fyrfamilien boede der. Turisterne ville se toppen af fyret, og hver dag fejede faderen sandet væk fra tårnets trappe.
»Det skulle jo se ordentligt ud,« siger Birgit Frederiksen.
Efter at fyret blev bygget, forsøgte man at dæmpe sandflugten ved at sætte fyrretræstoppe og plante marehalm og hjelme i sandklitten. Det resulterede blot i, at den voksede sig endnu større. I 1953 blev fyrets sireneanlæg taget ud af drift; lyden kunne ikke længere passere sandet mellem fyret og havet.
Man måtte helt opgive kampen mod sandflugten, da det til sidst ikke altid var muligt at få øje på fyrtårnet fra havet. Den 1. august 1968 blev lyset i Rubjerg Knude Fyr tændt for sidste gang. Sandet flytter sig stadig.
Fyrfamilien flyttede sidenhen til Spodsbjerg Fyr på Sjælland. Bygningerne ved Rubjerg Knude Fyr blev kortvarigt stillet til rådighed for ornitologer, inden Sandflugtsmuseet åbnede i juni 1980. Museet dannede rammen om Vendsyssel Historiske Museums udstillinger om sand og sandflugt, men i 1992 måtte det også det se sig slået af sandet. Klitten fortsatte med at vandre mod nordøst, og museumsbygningerne blev langsomt begravet. Sandflugtsmuseet lukkede i 2002. I dag er sandklitten nået helt forbi Rubjerg Knude Fyr.
Hjørring Kommune forventer 25.000 besøgende, når fyret bliver flyttet i uge 43. Der kommer turister fra både Danmark og Tyskland foruden pressen, der har sørget for massiv mediedækning, lige siden det blev annonceret, at man flytter Rubjerg Knude Fyr på skøjter. Kjeld Pedersen er ikke bange for at flytte det 23 meter høje fyr, selv om han og håndværkersjakket får publikum på.
»Det har der været hele tiden,« siger han, »det bliver bare lidt tættere.«
Desuden har Birgit Frederiksen fået ham til at love én ting.
»Jeg snakkede med ham i dag og sagde: ”I må bare ikke komme til skade”,« siger Birgit Frederiksen, »det ville være skrækkeligt, hvis nogen kom til skade ved det.«
Kjeld Pedersen fortalte hende, at hun skulle tage det helt roligt.
Fyrmesterdatteren er glad for opmærksomheden og de mange besøgende, Rubjerg Knude Fyr hiver til Vendsyssel.
»Mange aner ikke, at vi har så storslået en natur heroppe,« siger hun, »man kan se, hvordan folk valfarter hertil. Det er dejligt for hele området.«
Turistattraktion, der ikke må gå tabt
Borgmester Arne Boelt (S) og skovrider Jesper Blom Hansen fra Naturstyrelsen er også oppe at se til fyret. De hilser på Kjeld Pedersen og de fem-seks håndværkere, der i øjeblikket forbereder flytningen. Det har hele tiden været en del af planen mellem Hjørring Kommune og Naturstyrelsen, at det skulle være nogen, der havde forstand på fyret, der skulle flytte det. Arne Boelt ville være ked af at miste turistattraktionen.
»Det skal jeg ikke lægge skjul på, vi så det gerne flyttet, vi har bare ikke vidst hvordan,« siger han.
Rubjerg Knude Fyr havde 200.000 årlige besøgende, allerede inden flytningen blev offentliggjort.
»Det er ét af de steder i kommunen, hvor der kommer allerflest – også uden for sæsonen. Det skal vi fastholde,« siger Arne Boelt.
Om 35 år vil de måske blive nødt til at flytte fyret igen – hvis det altså ikke vælter denne gang. Jesper Blom Hansen ser ikke det scenarie for sig. Han har i årenes løb haft et langt samarbejde med Kjeld Pedersen. De var begge involverede i nedtagningen af Mårup Kirke på Lønstrup Klint, og middelalderkirken var ligesom fyret i fare for at styrte i havet.
»Vi har Kjeld til at flytte det,« siger han, »så der sker ikke noget.«
Hvad nu hvis det ikke lykkes?
»Det lykkes,« siger han.
