Dyr regnefejl: Forældre kan se frem til at få mange penge tilbage
Gladsaxe har opkrævet for meget for at passe børn i kommunens børnehaver.
Forældre i Gladsaxe Kommune kan se frem til at få tusindvis af kroner retur efter at have betalt for meget for pasning af børn i alderen tre til seks år i perioden fra 2012-2018.
I alt betyder den for høje brugerbetaling, at kommunen skal tilbagebetale 41 mio. kr. inkl. renter til forældrene.
Det betyder, at 6000 borgere i gennemsnit skal have 6800 kr. tilbage. Ved fuld betaling for pasningen af et barn i børnehave svarer fejlen til, at der er betalt cirka 200 kr. for meget om måneden.
Det er dybt beklageligt, fordi nogle af forældrene kunne have brugt pengene på det tidspunkt, men nu får de dem tilbage.Trine Græse (S), borgmester Gladsaxe Kommune
Fejlen blev fundet af kommunens børne-og kulturforvaltning, der ved en kontrolberegning fandt en formelfejl, der lå til grund for taksterne for forældrebetaling.
Efterfølgende satte forvaltningen gang i en undersøgelse, der har klarlagt omfanget af fejlen.
»År efter år har man brugt det samme regneark, og derfor har fejlen været der helt fra 2012. Vi troede, vi kun tog 25 procent af udgiften (loftet for prisen på en daginstitutionsplads, red.), men vi tog i virkeligheden lidt for meget,« siger borgmester Trine Græse (S), der fortæller, at kommunen i 2018 nåede at rette fejlen, så der i 2019 ikke er blevet betalt for meget.
»Dybt beklageligt«
De 41 mio. kr., der skal tilbagebetales, tages fra kommunens økonomiske reserver, og det vil derfor ikke have indflydelse på daginstitutionernes økonomiske rammer, fortæller borgmesteren.
»Vi tager dem fra kommunens kasse, så det ikke går ud over dagtilbuddene. Det er klart, at det er penge, som vi ikke kan bruge til andet, men det er penge, som vi fejlagtigt har opkrævet,« siger Trine Græse.
Hun er ærgerlig over, at fejlen er sket, men det glæder hende, at kommunen snart kan gøre skaden god igen.
»Det er dybt beklageligt, fordi nogle af forældrene kunne have brugt pengene på det tidspunkt, men nu får de dem tilbage,« siger Trine Græse.
Pengene vil blive tilbagebetalt til forældrene fra oktober og frem mod årsskiftet.