Fortsæt til indhold
Indland

Straffen for håndholdt mobiltelefon i trafikken skærpes

Straffen for at benytte eksempelvis mobiltelefon under kørsel bliver nu skærpet.

Opdatering: Det er nu præciseret i teksten, at det er tilladt at røre ved eksempelvis en mobiltelefon under kørsel, hvis denne er monteret i en fastgjort holder.

Det er ulovligt i forvejen, men fra tirsdag bliver straffen for at benytte håndholdt mobiltelefon eller lignende under kørsel skærpet.

Rådet for Sikker Trafik minder om den varslede skærpelse, mens det henviser til kampagnen »Kør bil, når du kører bil.«

Kampagnen anviser, at uopmærksomhed såsom brug af mobil under kørsel spiller ind i hver tredje dødsulykke i trafikken.

Den nye skærpelse af straffen betyder, at det fremover også vil give et klip i kørekortet at overtræde reglen.

Hidtil har straffen været begrænset til en bøde på 1500 kr. samt et bidrag til Offerfonden på 500 kr.

Den del af straffen forbliver uændret.

Reglerne gælder ikke kun brugen af mobiltelefoner.

Alle former for elektronisk udstyr, som kan bruges til kommunikation, er således omfattet af forbuddet mod håndholdt brug. Det omfatter altså også tablets, GPS’er, computere, smartwatches, walkie-talkier og lignende.

Det er alle former for håndholdt betjening af de forskellige hjælpemidler, der er forbudt. Det tæller også som håndholdt brug, hvis en mobiltelefon for eksempel ligger løst på et bilsæde under brug. Til gengæld er det tilladt at røre ved eksempelvis mobiltelefonen, hvis den er monteret i en fastgjort holder.

Det er også tilladt at gøre brug af stemmestyring.

Loven og dens nye stramning gælder ikke kun bilister, motorcyklister og lastbilchauffører. For håndholdt mobilbetjening er også ulovligt for knallertkørere, cyklister, traktorførere, ryttere på hesteryg samt folk på el-løbehjul eller lignende.

For cyklister og små motoriserede køretøjer som el-løbehjul er bødesatsen dog et hak mindre med en sats på 1.000 kr.