Fortsæt til indhold
Indland

Fagforeninger efter dødsfald på botilbud: Odense Kommune opfører sig uanstændigt

En kvinde døde i maj af medicinforgiftning på et botilbud i Odense. Nu kritiserer FOA og Dansk Sygeplejeråd kommunens ageren.

Tre ansatte fra Botilbuddet Fangelvej i Odense er blevet fyret som følge af en sag om en 50-årig kvindelig beboers død tidligere på året.

Men efterfølgende undersøgelser har vist, at medarbejderne blot handlede efter de retningslinjer om medicinbehandling, som var blevet udstukket, og derfor ligger ansvaret ikke hos de enkelte medarbejdere.

Det mener fagforeningen FOA, som kalder Odense Kommunes ageren i sagen for »uanstændig«, fordi kommunen bebrejder de enkelte medarbejdere for beboerens død.

»Der er næppe noget værre end at opleve at miste en borger, man passer på. Og så oveni uretmæssigt at blive bebrejdet for dødsfaldet er selvfølgelig ekstra hårdt,« siger sektorformand i FOA Torben Klitmøller Hollmann i en pressemeddelelse.

FOA mener også, at kommunen bør give de pårørende til den 50-årige kvinde en undskyldning for håndteringen af sagen.

Også Dansk Sygeplejeråd mener, at ansvaret for dødsfaldet ligger hos Odense Kommune.

»Det er en dybt tragisk sag med meget ulykkelige omstændigheder. Vores sygeplejerske, som har været involveret i sagen, er blevet frikendt i Styrelsen for Patientsikkerhed. Det gør jo, at ansvaret ikke ligger hos den medarbejder, men at Odense Kommune bør se på, om der er nogle procedurer, som de måske selv skal se på,« siger kredsformand Line Gessø Storm Hansen til TV 2 Fyn.

Begge foreninger mener, at kommunen bør bakke op om sine medarbejdere i sagen.

Den 50-årige kvinde blev behandlet med et lægemiddel indeholdende stoffet Clozapin, som kan være livsfarligt, hvis instrukserne for medicinen ikke bliver fulgt. Alligevel blev bostedets læge ikke kontaktet, da medarbejderne på botilbuddet registrerede, at kvinden flere gange i løbet af en uge havde det dårligt og kastede op. Kvinden døde senere af forgiftningen.

Fangelvej er et socialpsykiatrisk botilbud for personer med en sindslidelse, som giver dem en betydelig nedsat funktionsevne.

Dødsfaldet blev indberettet til Styrelsen for Patientsikkerhed, og i slutningen af juli blev det ifølge FOA afgjort, at medarbejderne handlede efter de instrukser, der var omkring den kvindelige beboer.

Disse retningslinjer levede dog ikke op til gældende krav på området, lød det fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Og det er på baggrund af dette, at FOA og Dansk Sygeplejeråd nu opfordrer Odense Kommune til at kigge på retningslinjerne.

»Kan kommunerne ikke finde ud af det, må Sundhedsstyrelsen lave nogle klare retningslinjer, på samme måde som vi kender det andre steder i sundhedsvæsnet,« siger Torben Klitmøller Hollmann fra FOA.

Seks dage før sin død fortalte kvinden ifølge TV 2 Fyn til personalet på botilbuddet, at hun havde kvalme og havde kastet op. Og dagen inden, at hun blev fundet død, registrerede personalet, at hun så dårlig og bleg ud og at hendes øjne var matte. Man noterede også, at hun ikke havde hentet aftensmad et stykke tid »og har været sløj lige så længe«.

Medlem af Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune Sanne Skougaard Andersen (V) har meddelt, at hun vil tage sagen op over for Ældre- og Handicapforvaltningen med henblik på at få afdækket, hvordan kommunens bosteder håndterer medicin.