Fortsæt til indhold
Indland

Studielejligheder i højhus mangler beboere - har prisen skylden?

Halvdelen af studielejlighederne i et nyt højhus på Nørrebro står uden lejere. Bygherren er dog fortrøstningsfuld og svarer igen på kritik om huslejens størrelse.

Et højhus på Nørrebro med en blanding af lejligheder og studielejligheder er kommet halvlunkent i gang med afsætningen af sidstnævnte boligtype.

I alt findes der i Nordbro-tårnet lige omkring 95 studielejligheder. De er delt op i to typer: et-værelses på 46 kvadratmeter til 7.695 kr. før forbrug og to-værelses til 8.995 kr. før forbrug. Indtil nu er godt 50 af lejlighederne blevet afsat.

Størrelsen på huslejen er anledning til, at formanden for Nørrebro Lokaludvalg i lokalmediet Mit Nørrebro kritiserer udviklingen på boligmarkedet i bydelen.

Omvendt svarer selskabet bag højhuset og de tilhørende mindre bygninger tilbage, at kritikken ikke er fair i deres tilfælde. Blandt andet fordi både et- og toværelseslejlighederne er tænkt til to personer.

Mogens Pedersen, som formanden for Nørrebro Lokaludvalg hedder, så dog alligevel hellere, at der blev bygget kollegieboliger frem for studielejligheder. Han kobler også prisen direkte sammen med manglen på udlejning indtil nu.

»Det er blevet en meget dyr løsning for folk uden penge – for dem, der har den slags penge, kan det jo bedre betale sig at købe en bolig,” siger Mogens Pedersen til Mit Nørrebro og fortsætter:

»Hvis det stod til mig, skulle vi bygge nogle flere kollegier. Jeg er træt af dyre ungdomsboliger og vil ikke have flere af dem her på Nørrebro.«

Hos bygherren af Nordbro-tårnet og de seks andre enheder i Nordbro-projektet, Danica Ejendomme, forsvarer man dog prisen på studieboligerne.

»Det kan da godt være, at prisen er årsagen til, at de ikke er revet væk. Men projektet har udviklet sig siden den første planlægningsfase med for eksempel fokus på fælles forhold, et løft i den arkitektoniske kvalitet og køkkener i alle boliger. Og så har den almindelige prisudvikling også spillet ind,« siger projektudviklingsdirektør i Danica Ejendomme Klaus Gorm Hansen til Politiken.

Danica Pension, som står bag Danica Ejendomme, gør samtidig opmærksom på, at hvis man, som de har tiltænkt, bor som par i etværelseslejlighederne har en boligomkostning på under 4.000 kr. før forbrug.

Klaus Gorm Hansen fra Danica Ejendomme siger desuden til Mit Nørrebro, at han tror, man får udlejet alle studielejlighederne inden længe.

»At der stadig er lejligheder ledige, skyldes primært, at vi kom lidt sent i gang med udlejningen. Der var bl.a. noget markedsføringsmateriale, vi skulle have klarhed over, så vi kom hen til juni, før vi begyndte at leje studielejlighederne i tårnet ud. Og så er der jo en proces med svartider, hvor folk på venteliste modtager tilbud, og så siger nogle ja og andre nej, så derfor tager det lidt tid at få underskrifterne i hus. Men samlet set ser det ud som forventet,« siger han til Mit Nørrebro.

Derudover er Danica også samlet set tilfredse med Nordbro-projektet. For i dets helhed er 9 ud af 10 studielejligheder i bygningerne udlejet - heraf er boligerne i Nordbro-tårnet de senest udbudte.