Fortsæt til indhold
Indland

Talsperson bag dansk anti-Trump demonstration: »Vi skal kunne kigge resten af verdenen i øjnene og vide, at vi gjorde vores«

Flere tusinde har tilkendegivet støtte til demonstration mod USA's præsident Donald Trump, når han besøger Danmark i starten af september.

Når USA’s præsident Donald Trump og førstedame Melania Trump 2. september lander med Air Force One på dansk jord i anledning af deres besøg i Danmark, kan de risikere at blive mødt af demonstrerende danskere.

15.249 personer har lige nu tilkendegivet, at de er interesseret i eller deltager i Facebook-begivenheden ”Stop Trump”. Begivenheden er en demonstration mod den amerikanske præsident og hans politik, hvor man den 2. september vil gå en såkaldt fredsmarch, der tager sin start foran den amerikanske ambassade i Danmark i København og slutter ved Christiansborgs Slotsplads. Det fremgår af begivenheden.

Trump skal nok vide, at vi er der, og han skal nok kalde det fake-news.
Bwalya Sørensen, talsperson, Stop Trump DK

Indtil videre bakker 26 organisationer, græsrodsbevægelser og NGO’er op om demonstrationen heriblandt Mellemfolkeligt Samvirke, Black Lives Matter Danmark, Womens March Copenhagen og Amnesty International Danmark.

Kunne se hinanden i øjnene

Talsperson for begivenheden Bwalya Sørensen forklarer, hvorfor hun og resten af deltagerne går på gaden for at vise deres modstand imod Donald Trump.

Hvorfor demonstrerer I imod Trump?

»Når Trump kommer til Danmark så synes vi, det er meget vigtigt, at vi står på gaden organisationer på tværs. Det er alt fra kvindeforkæmpere til klimaaktivister. Vi vil gerne støtte vores venner i USA, for i sidste ende kan vi gå og være nok så sure på Trump i Danmark, men det er amerikanerne, der sætter deres kryds og afgør, om han får fire år mere eller ej. Vi vil gerne være solidariske, for de kæmper en sej, sej kamp op ad bakke. Den kamp vil vi gerne bakke op om.«

Hvad håber I at opnå med demonstrationen?

»Vi håber at få en stærk alliance mellem medarrangørerne. Vores mål er, at selv når Trump er rejst, har vi fundet en ny måde at arbejde på alle organisationerne i mellem. Det skaber netværk og styrke, at vi står sammen. Vi vil bygge broer ved at sætte os sammen på tværs af organisationernes forskellige formål og finde en måde at arbejde sammen på. Det er en lærerig oplevelse for os alle.«

Hvor mange håber I, der møder op?

»Det vil jeg næsten ikke sige højt. Jeg kunne godt tænkte mig, at vi bliver mindst 5000 på gaden. Vi ved ikke, hvor mange, der kommer. Hvis vi står 1000 er jeg lykkelig. Hvis vi er 500 eller 100 er jeg også glad, for lige meget hvad, kan jeg se tilbage og sige, at vi gjorde det. Vi stod side om side.«

Hvornår kan I kalde demonstrationen en succes?

»Succeskriteriet er, at USA ved, at der er nogle i Danmark, der står bag dem og deres kamp mod Trump. De ved allerede, at London gør det. Trump skal nok vide, at vi er der, og han skal nok kalde det fake-news. Vi skal kunne kigge resten af verdenen i øjnene og vide, at vi gjorde vores. Om det så bliver med 200 mennesker eller med 20.000, så vil vi vide, at gjorde vi noget. Vi lod ham ikke bare passere.«

Da Donald Trump tilbage i juli 2018 besøgte den engelske hovedstad London, var titusindvis gået på gaden for at vise deres modvilje overfor præsidenten. Samme skete ved Trumps nyligste besøg i hovedstaden i starten af juni i år. Her var folkemængderne dog skrumpet.

Foruden ”Stop Trump”-demonstrationen i København er der ligeledes planlagt en demonstration i Aarhus samme dag.

Donald Trump vil på sit besøg afholde møder med statsminister Mette Frederiksen og repræsentanter fra det grønlandske selvstyre Naalakkersuisut og fra Færøerne. Og så er præsidenten og førstedamen inviteret til middag hos dronning Margrethe mandag aften.