Zoo-direktør: Folk klager over, at isbjørne og chimpanser er spærret inde
København Zoo oplever, at folk skriver vrede kommentarer og sender klager på grund af dyrene i burene.
I 2014 var han den mest udskældte dansker. Efter Zoologisk Have København havde aflivet den unge giraf Marius og dissekeret ham for øjnene af en flok børnehavebørn, havnede den zoologiske have i en verdensomspændende shitstorm.
Bengt Holst, der er havens videnskabelige direktør, måtte i utallige interviews forsvare handlingen kloden rundt.
I 2019 oplever Bengt Holst fortsat, at folk skriver vrede kommentarer og sender klager på grund af dyrene i burene.
Han har blandt andet mødt kritik fra folk, der synes, at det er synd for isbjørnene, at de er spærret inde.
»De skriver, at dyrene vandrer så meget ude i naturen, og at det skal de også have mulighed for i en zoologisk have. Men det kan de i sagens natur ikke gøre her i Zoo. Det er korrekt. Men dyrene har altså heller ikke brug for det,« siger Bengt Holst til TV 2 Lorry.
Han møder også kritik over chimpanserne. Kritikernes argument er, at menneskeaber er så tæt på mennesket, at man ikke kan tillade sig at have dem i zoologiske haver.
»Fordi det næsten er som at udstille mennesker, siger de. Der må vi bare sige, at hvis vi opfylder de betingelser, som chimpansen stiller til omgivelserne – så er der ikke nogen forskel på at holde en chimpanse, en løve eller et marsvin,« forklarer Bengt Holst, der også er formand for det dyreetiske råd.
Han mener, at folk til tider mangler viden om dyrene, og over for TV 2 Lorry opfordrer han folk til at sætte sig ordentligt ind i tingenes tilstand, inden man skriver en arrig melding på Facebook eller lignende.