Fortsæt til indhold
Indland

Vejdirektoratet har løst anlægsprojekter til tiden på stribe - men nu giver ét projekt problemer

Ingen entrepenører har villet byde på opførslen af ny bro. Det ender med at forsinke dens etablering.

Vejdirektoratet er blevet kendt for at opføre projekter til tiden og til rette penge.

Så sent som fredag meldte man ud, at en udvidelse af en motorvejsrampe på Østjyske Motorvej bliver færdig to uger før tid.

Længere sydpå ved Ribe er det punktlige direktorat dog løbet ind i et problem, skriver lokalmediet RykindRibe.dk.

For her står Vejdirektoratet for en udvidelse af den trafikerede Rute 11, og en del af udvidelsesplanen involverer en ny klapbro over Ribe Å.

Den havde man planlagt at modtage tilbud på opførslen af 16. juli, men sådan er det bare ikke gået.

»Der skulle have været afholdt licitation for den bevægelige bro over Ribe Å den 16. juli 2019, men hen mod denne dag meldte de fem prækvalificerede entreprenører en efter en, at det ikke var muligt for dem at afgive tilbud. Grunden til frafaldet skal findes i prisen. Vejdirektoratet har i projektets budget afsat 40 mio kr. til at bygge den nye bevægelige bro, men det mener de frafaldne entreprenører er for lidt,« lyder forklaringen fra projektleder ved Vejdirektoratet Mike Boesen til RykindRibe.dk.

Som konsekvens af de manglende tilbud skal Vejdirektoratet nu snakke sammen med Trafikstyrelsen om at forhøje budgettet for anlægsprocessen. Dette kan dog først ske efter sommerferien.

Samlet set regner man med, at opførelsen af en ny bro kan ende med at blive forsinket med op mod et halvt år i forhold til den originale tidsplan.

Imens skal bilister fortsat benytte den gamle bro indtil videre.

Det er stadig planen at benytte særlige broer opstillet af Ingeniørregimentet fra Skive, når arbejdet med at fjerne den gamle bro engang skal i gang.