Nu laver Esbjerg for 27 mio. kr. cykelsti - om fem år bliver den gravet op igen
En cykelsti på 3,3 kilometer vækker debat i Esbjerg Kommune på grund af timingen med kloakarbejde.
På mandag begynder Esbjerg Kommune at opføre en ny supercykelsti på Baggesens Allé i Esbjerg.
Der kommer til at blive lagt 27 mio. kr. i projektet, som med 3,3 km. cykelsti skal forbindes til en cykelstibro over det jernbaneområde, der ligger for enden af vejen.
Udover at skabe mere sikre forhold for cyklister er det også håbet, at cykelstien kan medvirke til at sænke farten på vejen.
Der er bare et problem, skriver TV Syd: Om få år skal cykelstien rives op igen.
»Det er jo spild af penge,« lyder det til TV Syd fra pensionist Betina Schøt, som bor på vejen og ellers ser frem til den mulige fartdæmpning.
Grunden til den i første omgang korte levetid for supercykelstien er, at man ifølge TV Syd i 2024 har plan om at gå i gang med et omfattende kloakarbejde på både Baggesens Allé og de tilstødende veje.
Den timing er det ikke kun Betina Schøt, der har svært ved at se det fornuftige i.
I byrådet er der også uenighed om forløbet. En uenighed der ikke mindskes af, at Esbjerg Kommune i disse år er udstyret med et stramt budget.
»Jeg synes, det er en uanstændig brug af skatteborgernes penge, at vi anlægger noget, hvorefter det hele skal laves om igen. Det er immervæk mange penge. Esbjerg Kommune har en presset økonomi i forvejen, men selv hvis vi ikke havde, skal man ikke spilde penge på den måde,« lyder protesten fra byrådsmedlem for Borgerlisten Henrik Vallø til Jydske Vestkysten.
Som svar på kritikken svarer formanden for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen (S), dog, at man er opmærksom på udfordringen, der ikke behøver være så omfattende, som frygten går på.
»Jeg ved fra borgmesteren, at han har bedt om at få undersøgt, om separatkloakeringen på strækningen kan fremrykkes, alternativt om stikledningerne kan lægges ned under cykelstien, så den ikke skal graves op igen,« siger han til Jydske Vestkysten.
Da byrådet i 2018 vedtog opførslen af den nye strækning supercykelsti på Jens Baggenses Allé stemte Borgerlisten og Dansk Folkeparti imod.