Fortsæt til indhold
Indland

Indædte skænderier, en politibetjent og en flaske whisky

Aktuelt portræt: Ole Olsen, Erik Gundersen og Hans Nielsen var kongerne af speedway. Men uden for banen var der ballader, som gengives i en ny film.

Selvom at det er over 35 år siden, at skænderiet mellem de tre største speedwaykørere i danske historie var på sit højeste, gør ingen af dem noget for at skjule, at stemningen var meget, meget dårlig i en ny film: ”Kongernes Fald”.

Ole Olsen, Erik Gundersen og Hans Nielsen er hovedpersoner i filmen, som tegner et tidsbillede fra 1980’erne, da Danmark var på den anden ende over at have speedwaykørere, der var så suveræne, at de dominerede verdenseliten.

Sammen vandt de 7 af 10 hold-VM i 1980’erne blandt andet i 1981 og -83, da både Ole Olsen, Hans Nielsen og Erik Gundersen var på holdet. Fra 1984-1989 vandt Erik Gundersen og Hans Nielsen samtlige seks verdensmesterskaber – tre til hver.

Men i kulissen var de bragendes uvenner. Ole Olsen stoppede sin aktive karriere i 1983, men blev straks rådgiver for Erik Gundersen og samtidig landstræner for landsholdene. Det var en giftig cocktail, da Hans Nielsen følte, at han blev tilsidesat af Ole Olsen.

»Båden gyngede med Hans og alle de konfrontationer og beskyldninger, der føg den ene og den anden vej,« siger Ole Olsen.

Ole Olsen og Hans Nielsen var rygendes uvenner i 1980'erne. Det kan de godt grine lidt ad nu, siger Hans Nielsen, for de mødes ofte på speedwaybaner. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Hans Nielsen er i dag landstræner, men da det i sin tid var Ole Olsen, meldte han selv fra landsholdet i en periode, så dårlig var stemningen.

»Det var nogle gode år, hvor vi vandt alt, men så havde vi det her mellemværende, som fyldte meget, og det var selvfølgelig ærgerligt, at det skulle være sådan,« siger Hans Nielsen.

I filmen går instruktør Mads Kamp Thulstrup helt tæt på rivaliseringen, som alle tre på ny udtaler sig om, mens man ser billederne fra dengang, da man godt kunne ryge en cigaret og tage sig en bajer imellem løbene.

Filmen viser blandt andet krigen igennem medierne, hvor forskellige dagblade ifølge de tre involverede valgte side.

Men det var kun en fordel, mener Erik Gundersen.

»Det fik det bedste ud af os begge to, for det var med til at sætte os op. Jeg mener, at det var en faktor, der gav de sidste procenter, for så skulle man fanme ud og slå hinanden,« siger Erik Gundersen, der styrtede og blev delvist lammet i 1989.

Hans Nielsen mener, at rivaliseringen var med til at sætte begge kørere op.

»Det gjorde noget ved mig, efter at Erik havde den forfærdelige ulykke i 89, og jeg ikke havde ham at fokusere på længere. Der kom jeg til at mangle et eller andet. Man kan så diskutere om det gjorde noget godt, at Ole var der. Jeg tror, at Erik og jeg ville have været kæmpe rivaler og ville have slået hinanden for alt i verden, selvom at Ole ikke havde været der og skabe splid,« siger Hans Nielsen.

»Vi kan fint snakke sammen og Erik og jeg arbejder jo sammen nu, så der er ikke noget gammelt nag længere,« siger Hans Nielsen, der er landstræner i dag. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Ifølge Erik Gundersen er Ole Olsen en af de første, der for alvor forstod værdien af sportspsykologi i Danmark – og Gundersen var prøvekanin for det første skud.

Stedet var Nya Ullevi i Gøteborg 1984, hvor Erik Gundersen og Hans Nielsen stod over for hinanden som favoritter. I dag køres VM over 10 afdelinger, men dengang blev det hele afgjort på én aften, så der var ikke plads til smuttere.

»Dagen før vi skulle køre, tog Ole mig med ind på inderbanen på Ullevi og fik mig lagt ned. Jeg skulle lukke øjnene og fantasere om morgendagens finale. Dufte metanolen, popcornene, burgerne, forestille mig de 40.000 tilskuere og larmen. Da vi gik ud derfra, kom vi ud på parkeringspladsen, og så sagde Ole: ”I morgen, når du har vundet dine fire første heat, sætter du dig på den her kantsten, for der sad jeg i 1971, før jeg skulle køre mit sidste heat. Jeg funderede over, om jeg ville være verdensmester. Pludselig kom der en politibetjent hen og talte til mig. Det fik mig til at falde til ro. Alle sommerfuglene forsvandt, og jeg gik ind og vandt VM, og det gør du også i morgen”. Jeg tænkte, at det var noget af en røverhistorie, og jeg fokuserede mere på, hvordan jeg skulle vinde mine fire første heat. Men dagen efter, da jeg havde vundet mine fire første heat, kom jeg ud i ryttergården, og Ole var helt oppe at køre: ”Nu kan du fandengalme godt gå ud og sætte dig på den kantsten,” sagde han. Jeg traskede ud og satte mig og tænkte mest på, at jeg var bange for om cyklen nu holdt, og at jeg skulle køre for 40.000 tilskuere. Efter nogle minutter kom der en betjent, og jeg tænkte: ”Hvad sker der lige her?” Jeg forstod ikke så meget svensk, men han sagde, at det nok skulle gå ”bra”. Da han var gået, kom Ole ud og råbte ”så er det fandme nu, Gundersen,” og så gik jeg ind og satte mig på cyklen og vandt VM,« siger Erik Gundersen.

Men her stopper historien ikke.

”Dagen efter, da vi sejlede hjem til Frederikshavn, sad vi sammen med kaptajnen, der gav brunch, fordi der var en verdensmester med hans skib. Så sagde jeg til Ole: ”Jeg har glemt at fortælle dig noget. I går aftes, da jeg sad på kantstenen - du tror, det er løgn – der kom en betjent og begyndte at snakke med mig, som det skete for dig i 71”. ”Gjorde der det?” sagde Ole, mens han smilede skævt. Så sagde han: ”Du kan gå hen i taxfree og købe en flaske whisky til mig, for det kostede det mig at få betjenten til at gå hen og snakke med mig.” Han havde planlagt ned til sidste detalje, hvordan han kunne løfte mig,« griner Erik Gundersen, der slår over i sønderjysk, når han skal imitere, hvad Ole Olsen sagde.

»Jeg synes ikke, at jeg kan pege på, hvem der var bedst af os tre. Vi har hver vores æra, og vi har gjort det godt alle sammen,« siger Ole Olsen. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Trods skærmydslerne uden for banen mener Erik Gundersen, at tumulten i 1980’erne skal ses i lyset af, hvor succesfulde Gundersen og Nielsen var sammen, når der var par- og hold-VM.

»Vi vandt syv titler med hold. Vi vandt fire par-VM sammen, så selvom at rivaliseringen var stor, kunne vi arbejde nogenlunde sammen på landsholdet. Det er værd at have med,« siger Erik Gundersen.

”Kongerne Fald” har premiere den 6. juni.