Muslimsk kvinde: Nogle gange tænker jeg på, om min stemme betyder noget

På parkeringspladsen foran lærerseminariet i Skive sad Rasmus Paludan, leder og stifter af partiet Stram Kurs, fredag den 12. april på fliserne og betragtede en brændende koran.

Hans demonstration blev livestreamet på partiets Facebook-side, og mens de små flammer tog fat i bogen, brød Rasmus Paludan ud i sang til melodien ”Du må få min sofacykel, når jeg dør”:

»De skal ikke integreres, de skal hjem. De skal ikke integreres, de skal hjem,« sang han sammen med en håndfuld andre, der var samlet om bogen.

For den 23-årige muslim Mariam Hassan fra Skive kom demonstrationen helt tæt på. Som lærerstuderende har hun nemlig sin daglige gang på stedet, og hun blev vred og frustreret over politikeren.

»På den anden side af vejen står der en lille mand, som er med til at splitte samfundet,« skrev hun på Facebook.

Vi møder hende på selvsamme parkeringsplads en måned senere og tæt på et folketingsvalg, der bl.a. er kendetegnet ved, at den yderste højrefløj har to nye partier på stemmesedlen.

Hun tager en pause fra sit gruppearbejde og viser os ind i et tomt klasselokale på seminariet, hvor vi kan sidde uforstyrret. Med blikket på den grønne tavle, som hun en dag skal stå foran som færdiguddannet lærer, forklarer hun, at hun føler, »vi er nået et virkelig trist sted hen«.

»Jeg frygter, at barren bliver sænket for, hvad man kan tillade sig. Jeg er virkelig bekymret for, at der kommer til at være en udvikling i, hvordan folk taler til muslimer og opfatter dem,« siger hun.

»Man bliver glemt«

Stifteren og lederen af Stram Kurs blev oprindeligt kendt gennem film på Youtube, men han fik for alvor landets opmærksomhed, da der i april opstod voldsomme uroligheder på Nørrebro i København i forbindelse med hans demonstration.

På Stram Kurs’ hjemmeside fremgår det, at »islam er en dum religion og invasiv politisk ideologi, som aldrig nogensinde vil kunne fungere harmonisk med danskere i Danmark«.

Det, der især gør Mariam Hassan vred, er, at der skelnes mellem at være dansk og at være muslim.

»Det er ikke så meget det med, at han kalder muslimer for samfundstabere. Jeg er ikke en samfundstaber – jeg passer min uddannelse og mit studiejob. Det er mere det, at han vil fratage mig følelsen af, at jeg er dansker. At han giver mig følelsen af, at jeg ikke er lige så god som alle andre – altså, som de etniske danskere,« siger hun.

Nylige undersøgelser viser, at danskernes tillid til politikerne er faldet de seneste 10 år og i dag ligger på et rekordlavt niveau. Mariam Hassan har også mistet en del af sin tillid til politikerne, fortæller hun.

»Jeg har tænkt mig at stemme i år og har stemt, siden jeg var 18 år. Men nogle gange tænker jeg på, om min stemme betyder noget. Om der kommer en forandring? De muslimer, der bare passer deres arbejde eller deres uddannelse – jeg føler virkelig, at man bliver glemt,« siger hun.

Tørklæde og undertrykkelse

Den 23-årige lærerstuderende er dansk statsborger og er født og opvokset i Holstebro af palæstinensiske forældre.

Hun fortæller, at hun føler sig fuldt ud integreret og dansk. Men på nogle punkter lever Mariam Hassan ikke som flest. Som 23-årig er hun nemlig gift og har to børn. Og så har hun valgt at gå med det muslimske hovedtørklæde hijab.

Hun ærgrer sig over, hvis folk tror, hun er undertrykt og tvunget til at tage tørklædet på, for det er langt fra tilfældet, siger hun.

»Det var mit eget valg, da jeg gik i 8. klasse. Mine forældre sagde faktisk nej, fordi de ikke var sikre på, om jeg var klar. Men jeg insisterede,« siger hun og understreger også, at mand og børn var egen beslutning.

Ikke kun Stram Kurs, men også det andet nye parti på højrefløjen, Nye Borgerlige, står for en stram udlændingepolitik, og ifølge dets hjemmeside opfatter det islam som værende »grundlæggende i opposition til demokratiet og frihedsrettighederne«.

Som kommende folkeskolelærer frygter Mariam Hassan, at den yderste højrefløjs holdninger til muslimer vil påvirke nogle elever og forældres syn på hende.

»Jeg er bange for, at nogle ikke ser mig som værdig nok til at være lærer pga. min religion. Hvor børnene opfører sig respektløst over for mig – og forældrene vil flytte deres børn til en anden skole, fordi jeg er der,« siger hun.

Har du overvejet at tage dit tørklæde af? Det ville gøre tingene nemmere for dig?

»Nej. Det ville svare til, hvis mine forældre kom og tvang mig til at tage det på. Der er ikke nogen, der skal undertrykke mig. Og det er en undertrykkelse, hvis jeg skal tage mit tørklæde af for at være en del af Danmark. Jeg står ved mit tørklæde og min religion. Det er det samme, som hvis kristne går med et kors, eller jøder bærer kalot.«

Fra Rasmus Paludan lyder det i en skriftlig kommentar, at »Danmark er et demokrati, hvor retten til at ytre sig om sin politiske mening er afgørende«.

»Det er demokratiets vilkår, at man hele tiden konfronteres med andres meninger, som man ikke nødvendigvis er enig i. Hvis den muslimske pige ikke kan forstå eller tåle demokratiets vilkår, så bør hun og hele hendes familie rejse hjem til slægtens oprindelsesland,« skriver han.

Mariam Hassan afviser, at det handler om, at hun ikke går ind for demokratiet. Hun påpeger, at hun netop siger sin mening, ligesom han gør.

»Men det er sjovt, at når nogle er uenige med Rasmus Paludan, så skal de smides ud af landet,« siger hun.

Får hevet tørklædet af

Mariam Hassan er ikke ene om at blive påvirket af en brysk retorik i dansk politik. Brian Arly Jacobsen, som er religionssociolog og lektor ved Københavns Universitet, fortæller, at han hører det samme fra de muslimer, han taler med i moskéer og muslimske grupper.

»Der er ingen tvivl om, at de oplever det som en meget hård debat. Og de fortæller, at det påvirker dem psykisk,« siger han.

Han påpeger, at der er flere eksempler på, at politiske debatter med en hård tone overfor muslimer har skubbet til normen for, hvad man kan tillade sig.

Eksempelvis debatten om maskeringsforbuddet, som forbød kvinder at bære burka og niqab i det offentlige rum. Ifølge islamforskeren har det ført til en skærpet tone generelt overfor muslimske kvinder, der går med tørklæde.

»Nogle oplever ligefrem at blive spyttet på eller at få hevet tørklædet af,« siger han.

Han er ikke sikker på, om retorikken fra højrefløjen vil påvirke, hvordan vi taler med hinanden.

»Men hvis det bliver det nye normale at tale om ”udsendelser” af religiøse og etniske minoriteter, er det helt klart, at den offentlige debat har rykket sig,« siger han og påpeger, at når folk selv oplever, at de bliver »hetzet på«, så er det dokumenteret, at det går ud over tilliden til omverdenen.

»Hvis politikere fører an i den diskussion, er det oplagt, at så vil tilliden til dem også blive svækket,« siger han.

I Skolelederforeningen deler man Mariam Hassans bekymring for, hvordan retorikken påvirker børn og unge. Formand Claus Hjortdal peger på, at Rasmus Paludans adfærd giver et forklaringsproblem over for børnene.

»Det er svært at forklare børnene, hvad demokrati er, og at arbejde mod mobning, når de hører et sprogbrug, som er langt ude over alle grænser. Børn er påvirkelige af, hvad de ser og hører,« siger han.

Også den kritik afviser Rasmus Paludan i en kommentar, hvor han skriver, at foreningen »ønsker, at vores land skal være et kulturrelativistisk helvede og derefter et kalifat«.

Hos Mariam Hassan er det håbet, at der kommer flere succeshistorier frem om dem, hun kalder »helt almindelige hverdagsmuslimer«.

»Man kan ikke benægte, at der er en del, der laver kriminalitet og ikke følger loven. Men der er også mange, der rigtig gerne vil det her land. Dem må vi ikke glemme eller skubbe væk,« siger hun.