»Jeg kan godt forestille mig, at der vil blive skævet til dommen fremover«
Retten har bl.a. lagt vægt på, at den 29-årige fortryder at have delt videoen af drabet i Marokko.
En 29-årig kvinde er dømt for at dele en video, der viser drabet på danske Louisa Vesterager Jespersen i Marokko i december 2018. Retten i Næstved har fastsat straffen til fængsel i tre måneder, som dog er gjort betinget af, at den 29-årige udfører samfundstjeneste i 80 timer, oplyser anklagemyndigheden mandag.
Louisa Vesterager Jespersen blev fundet dræbt sammen med sin norske veninde Maren Ueland i Atlasbjergene i Marokko, og drabene blev efter kort tid betragtet som terror. Der florerer også en video i sagen, der angiveligt viser det ene drab.
I marts kom det frem, at 14 personer var sigtet for at dele drabsvideoen, og dommen i Næstved vurderes til at være den første af dem.
Den 29-årige kvinde dømmes efter straffelovens paragraf 264 d, stk. 2, jf. stk. 1, der handler om dele materiale af en karakter, som åbenlyst ikke bør deles. Hun tilstod lovovertrædelsen under retsmødet.
Rune Jensen, der er senioranklager i Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi vurderer, dommen er i overensstemmelse med den rejste tiltale, og han lægger netop vægt på, at der er tale om en tilståelsessag.
»Retten har lagt vægt på hendes gode personlige forhold og på det faktum, at hun ikke tidligere er dømt. Derudover udtrykte hun fortrydelse over det, hun havde gjort.«Rune Jensen, senioranklager, Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi
»Retten har lagt vægt på hendes gode personlige forhold og på det faktum, at hun ikke tidligere er dømt. Derudover udtrykte hun fortrydelse over det, hun havde gjort,« siger Rune Jensen til Jyllands-Posten.
Da det er en byretsdom, og ikke en lands- eller højesteretsdom, kan man ikke sige noget om, hvorvidt dommen vil danne retspraksis for de efterfølgende retssager, der omhandler deling af drabsvideoen.
»Men jeg kan godt forestille mig, at der vil blive skævet til dommen fremover, når de andre sager skal for byretten rundt omkring i landet,« siger Rune Jensen og tilføjer:
»Retten har også lagt vægt på at straffen er skærpet, og denne her sag er dømt ud fra det nye strafniveau.«
Rune Jensen henviser til en lovændring fra marts 2018, hvor Folketinget ønskede at skærpe straffen i sager, der omhandler videregivelse af meddelelser og billeder, der kan forlanges unddraget offentligheden.
Senioranklageren fortæller også, at det ikke er ham, der skal afgøre, om sagen skal ankes. Sagen er nemlig så speciel, at den skal forelægges for Statsadvokaten i København, der har 14 dages ankeret. Først derefter er dommen endelig.