Fortsæt til indhold
Indland

Holch Povlsen-familien takker for medfølelse og støtte efter tragedien på Sri Lanka

Familien Holch Povlsen takker for medfølelsen i flere aviser en uge efter, at de måtte begrave deres tre børn, der omkom under terrorangrebet i Sri Lanka tilbage i april.

Anne og Anders Holch Povlsen er taknemlige for den medfølelse og støtte, de har mødt fra mange sider efter tabet af deres tre børn Alma, Agnes og Alfred, der døde under terrorangrebet i Sri Lanka påskedag.

Taknemligheden kommer til udtryk gennem en annonce, der både er trykt i søndagens udgave af Århus Stiftstidende og Berlingske.

»Vi vil gerne udtrykke vores dybfølte taknemmelighed for den hjertevarme, omsorg og støtte, vi har modtaget efter tabet af vores elskede børn Alma, Agnes og Alfred,« står der i annoncen.

»Vi er dybt bevægede over de mange betænksomme og kærlige kondolencer, hjertelige tanker, blomster, tegninger og omsorgsfulde hilsner, der er blevet sendt til os fra nær og fjern.«

De tre børns begravelse foregik i Aarhus Domkirke sidste lørdag, hvor et stort antal mennesker mødte op med deres kondolencer. Blandt deltagerne i begravelsen var kronprinsparret og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

I annoncen takker familien Holch Povlsen dem, der mødte op til begravelsen, som de beskriver som både smuk og højtidelig. Samtidig sender familien selv kondolencer til de familier, der også mistede deres kære under angrebet i Sri Lanka.

»Vore tanker og kondolencer går ligeså til de mange andre familier, der også har mistet deres kære under de tragiske begivenheder i Sri Lanka,« står der i annoncen.

Mindst 253 mistede livet og flere hundreder blev såret i Sri Lanka på påskedag, da en række bomber ramte både hoteller og kirker.