Danske heste ramt af aggressiv virus - rideklub er i karantæne
Flere heste er døde som følge af herpesvirus i Holstebro. Også på Fyn er der konstateret tilfælde.
Flere typer af den frygtede herpesvirus har i maj ramt danske heste.
I Holstebro Sportsrideklub er tre heste blevet aflivet som følge af sygdommen, som endnu ikke lader til at have sluppet hestene. Flere andre heste er syge med lammelser i bagpartiet.
»Det er virkelig skidt. Vi gør alt, hvad de kan, men de dør på stribe. Den hest, som vi nu har aflivet, var i bedst form, og hvis ikke den kan holde til det, så ved jeg ikke,« siger rideklubbens formand Claus Henriksen til TV Midtvest.
Rideklubben er foreløbig i karantæne, og alle aktiviteter på stedet er indstillet. Ifølge sportsrideklubbens ledelse har sygdommen spredt sig til alle klubbens tre stalde.
»Ejere af heste, som har været på stedet i starten af udbruddet, det vil sige fra det tidspunkt, hvor der først blev konstateret feber, er kontaktet. Disse heste, samt de øvrige heste i staldene, hvor de er opstaldet, er ligeledes underlagt karantæne i minimum 21 dage,« lyder beskeden fra Den Danske Dyrlægeforening, som opfordrer hesteejere til at være meget opmærksomme på deres heste.
Også på Fyn er der konstateret herpestilfælde, dog kun af den mildere type. Herpesvirus kan i milde tilfælde give luftvejslidelser, mens der i sværere tilfælde kan være tale om neurologiske symptomer som lammelser.
Drægtige hopper er desuden i fare for at abortere, hvis de bliver ramt af herpesvirus, som er hårdfør og kan overleve i ugevis på ridetøj, udstyr, trailere og andre steder, hvor en smittet hest kan have udskilt snot. Dyrlæger anbefaler derfor, at man isolerer heste, som mistænkes for at være syge, og minimerer besøg fra udefrakommende.
Folk, der har tæt kontakt med heste, bør også desinficere tøj og spritte hænder for at undgå at bære smitten videre, lyder opfordringen.
Sidste år var der også problemer med den aggressive type herpesvirus, som dengang ramte rideklubber på Fyn. Det førte til, at Dyrlægeforeningen anbefalede, at man undgik at opstalde heste i grupper samt undgik fælles arrangementer, indtil udbruddet var ovre.
Flere ridestævner blev aflyst som følge af udbruddet.
Det er muligt at vaccinere mod herpes hos heste. Vaccinen dækker ikke fuldt, men minimerer risikoen for smitte. Når først hesten er smittet, er herpesvirus ikke til at behandle. Mennesker kan ikke blive smittet med hestenes typer af herpes.