Danskerne vil forlænge sommeren og køber terrassevarmere som aldrig før

Danskerne vil have maksimalt udbytte af udelivet, fastslår en livsstilsekspert. Men det koster på klimaregnskabet

Artiklens øverste billede
Lone Tange har tre elterrassevarmere, to på den store terrasse og en på den lille. Lone tænder dem alt efter, hvor hun og hunden Dino sidder. De kan ikke være tændt samtidig, da sikringerne i huset springer. Foto: Mikkel Berg Pedersen

I et rækkehus af røde mursten i Hornbæk ved Randers bor ægteparret Lone og Kim Tange. Med to terrasser og en længsel efter at sidde ude er det en nødvendighed med de tre terrassevarmere, som parret erhvervede sig for et par år siden.

»Det er oftest i weekenderne, og når vi har gæster, at vi bruger dem. Så har man ofte nogen, der ryger, og så kan de sidde der uden at fryse måsen af,« siger Lone Tange, der er coach til daglig. Hun fortsætter:

»Men vi bruger dem også bare til os selv, fordi vi elsker at sidde ude.«

Ifølge Lone Tange er det vigtigt at kunne sidde udenfor, når vejret er til det eller lige ved.

»Det er vigtigt at sidde udenfor på en sommeraften, selv om det bliver køligt, og duggen falder. Vi har købt dem, fordi det er så dejligt at sidde udenfor om aftenen, selv om det næsten altid er for koldt i Danmark,« siger Lone Tange.

Man bruger i højere grad el, da man bare kan putte stikket i stikkontakten.

Frank Holst, produktchef hos Salling Group.

»Vi tager både trøjer på og tænder for terrassevarmerne for at trække aftenen så langt ud, som vi kan,« fortsætter hun.

De uberegnelige danske sommeraftener får i højere grad et kunstigt åndedræt af terrassevarmere end tidligere.

I hvert fald beretter forhandlere som Salling Group, Silvan og Bauhaus om, at salget af de rødglødende rør er steget i forhold til tidligere.

Hos Bauhaus mærker man for alvor et ryk i danskernes ønske om at holde aftenerne lune på terrassen. Fra den 1. januar 2018 til samme dato året efter er salget af terrassevarmere steget med 23 pct. – en tilsvarende stigning har byggemarkedet ikke oplevet før.

El frem for gas

Det er især salget af terrassevarmere, der kører på el, som stiger, fastslår produktgruppechef hos Bauhaus Vickie Matzen.

»Folk er blevet meget mere bevidste om, at de vil have valuta for deres penge, og derfor falder valget af terrassevarmere på el, fordi de giver mere direkte varme i modsætning til varmere, som kører på gas, hvor det mere er luften rundt om, der bliver opvarmet,« siger hun.

At CO2-belastningen ved elvarmere er mindre, tæller også positivt for kunderne, vurderer Bauhaus, som ikke ønsker at oplyse det eksakte salgstal.

En terrassevarmer fås fra ca. 200 kr. til på den dyre side af 5.000 kr., men så er den også udbygget med andre funktioner i form af lys og lyd. En varmer, som kører på gas, koster fra 500-600 kr. og op efter.

Tendensen ses også hos Salling Group, der omfatter bl.a. Bilka og Føtex.

»Totalt set vil jeg vurdere, at der bliver solgt flere terrassevarmere. Det er både, fordi det er blevet nemmere at have en, og så er der kommet flere udbydere,« siger Frank Holst, produktchef i Salling Group.

Denne atmosfære af afslapning og velvære, som vi føler, når vi sidder udenfor, vil vi gerne maksimere

Henrik Byager, livsstilsekspert.

Ifølge Energistyrelsen har gasvarmere været den mest almindelige terrassevarmer. Den er billigere at købe end elvarmeren, men på den lange bane bliver det hurtigt opvejet af den lavere pris på el, fremgår det af Energistyrelsens hjemmeside.

Salling Group bekræfter tendensen, at det stigende salg af terrassevarmere i høj grad drives af el.

»Man bruger i højere grad el, da man bare kan putte stikket i stikkontakten. Det er nemmere i forhold til tidligere, hvor man brugte gas i højere grad,« siger Frank Holst.

Det tyder dog ikke på, at det har været disse overvejelser, som har fyldt meget for ægteparret fra Hornbæk. Tværtimod overvejede de en terrassevarmer på gas, inden de købte deres tre terrassevarmere på el.

»Vi har ikke haft nogen særlige overvejelser om, hvorvidt vi købte en terrassevarmer, der blev drevet af el eller gas. Vi havde kigget på nogle med gas, som vi syntes var rigtig flotte med en flamme inde i midten. Men vi syntes i sidste ende, at de var for dyre,« siger Lone Tange.

Maksimalt udbytte

Ifølge livsstilsekspert Henrik Byager kan man finde en del af forklaringen i danskernes lyst til at forlænge tiden uden for husets fire mure.

»Det handler om at få så meget udeliv som muligt. Den atmosfære af afslapning og velvære, som vi føler, når vi sidder udenfor, vil vi gerne maksimere. Her kommer terrassevarmerne ind i billedet,« siger Henrik Byager.

»Det er den brede familien Danmark, der køber terrassevarmere. Det er dem, der også køber gasgrill, havemøbler og synes, at det er fedt at lave en fed hængekøje. Det er dem, der hele tiden leder efter at gøre livet endnu bedre udenfor,« fortsætter han.

En anden livsstilsekspert, Flemming Møldrup, mener, at flere danskere har fået adgang til at sidde udenfor i privaten.

»Det handler måske i virkeligheden om, at vi har fået flere muligheder for at være udenfor. Mange af os har muligheder for at være ude på altanen, som mange især i de store byer får lavet for tiden. Hvor man i gamle dage skulle gå ned i gården eller ned i parken for at nyde vejret, kan man nu gå ud på sin egen altan, og det kan kræve en terrassevarmer til de lange aftener,« siger Flemming Møldrup.

Henrik Byager fortæller videre, at der før i tiden er opstået andre tendenser og trends, der har skullet dække det samme behov. At blive ude.

»Det er noget, som vi tænker over på rigtig mange forskellige ledder og kanter, da vi altid har haft det behov. Tidligere har vi bygget udestuer, læsejl, tagterrasser osv. Det er ikke noget, vi lige har fundet på. Det, som terrassevarmerne kan, og som vi først oplevede på restauranter, betyder, at man kan sidde en time eller to længere ude, end man kunne før, og så opstår der et marked,« siger Henrik Byager.

Men at forlænge en sommerdag og måske hele sæsonen med kunstig varme er ikke gratis. Ifølge tal fra Energistyrelsen udleder en terrassevarmer på gas 3 kw CO2 i timen. Til sammenligning udleder de nu mere udbredte terrassevarmere på el omkring 0,7 kw CO2 i timen.

Forbrugerrådet Tænk har regnet lidt på sagen og når frem til, at den gasdrevne terrassevarmer på 48 minutter udleder lige så meget CO2, som en hel familie gør en hel dag. Lidt mere nænsom over for klimaet er en terrassevarmer, der kører på el, lyder regnestykket fra projektleder Thorben Bayer fra forbrugerrådet:

Den eldrevne terrassevarmer kan køre i tre timer og 26 minutter, før den har futtet en families daglige forbrug af CO2 af.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.