Foldecykel, tandemcykel, sofacykel eller væltepeter: Cykling til og fra arbejde er godt for både helbredet og bundlinjen
Kampagnen "Vi Cykler til Arbejde" vil motivere flere til at bruge jernhesten i løbet af maj måned.
I forsøget på at opfordre flere til at vrage det magelige bilsæde til fordel for et mindre, trekantet et af slagsen, afholder Cykelforbundet ”Vi Cykler til Arbejde” for 22. år i streg. Her kan virksomheder tilmelde et eller flere hold til en konkurrence om, hvem der har flest dage på en måned, hvor de bruger cyklen som transportmiddel til arbejde.
»Det er ikke en konkurrence, der handler om at cykle hurtigst eller længst. Det er en konkurrence, der handler om at komme op på cyklen hver dag,« siger Jane Kofod, som er kommunikations- og kampagnechef.
I år var der afgang fra kampagnens startlinje 1. maj, og antallet af deltagere har rundet de 58.000. Der har dog været et fald i antallet af deltagere i løbet af de seneste år. I 2016 talte deltagerlisten f.eks. over 65.000 tilmeldte. Ifølge Jane Kofod skyldes det ikke, at folk har mistet interessen for at cykle.
Der er ingen tvivl om, at cykling til og fra arbejde har en helbredsmæssig effekt, men hvis man skal have forretningsmæssige gevinster, kræver det, at man træder hårdt i pedalerne. Man skal have pulsen op og blive forpustet. Det er først der, man ser, at evnen til at arbejde mere over tid - og dermed produktiviteten - bliver forbedret,Just Bendix Justesen, Ph.D. fra Institut for Idræt og Biomekanik på SDU
Derimod mener hun, at det har mere at gøre med, at der er mange flere tilbud om motion i eller omkring arbejdstiden, end da ”Vi Cykler til Arbejde”-kampagnen for første gang kørte i 1998.
Og om det så er bodypump efter frokostpausen, yoga i formiddagstimerne eller fodbold før fyraften, forsøger en del virksomheder i højere grad at motivere ansatte til at dyrke motion. Med god grund.
Flere undersøgelser viser nemlig, at det kan være godt for både hjertet, hjernen og bundlinjen at implementere motion i arbejdet.
»Der er en stor forretningsmæssig gevinst ved motion i arbejdstiden, fordi man både kan øge produktiviteten og mindske antallet af sygedage,« siger Just Bendix Justesen fra Institut for Idræt og Biomekanik på SDU, som har skrevet sin Ph.D.-afhandling om effekterne af fysisk træning i arbejdstiden.
I ”Vi Cykler til Arbejde” er det typisk de enkelte holdkaptajner støttet af f.eks. virksomhedens HR-afdeling, som står for at motivere deltagerne til at få trådt i pedalerne. For eksempel ved at arrangere forårsklargøring af cyklerne, lokale prisuddelinger og interne konkurrencer om, hvem der kan cykle mest.
Sabrina Jensen fra ingeniørvirksomheden Niras, hvis hold består af 14 cyklister, indledte onsdag sit tredje år som holdkaptajn.
»Jeg går mest op i, at det skal være sjovt. Vi vil jo helst være dem, der vinder inden for hele virksomheden. Men først og fremmest skal vi slå det andet hold i vores afdeling,« siger hun.
Som motivation har hun lovet 1.000-kilometerskage. Og selvom 1.000 kilometer på cykel måske lyder af meget, nåede hun at give kage hele tre gange i løbet af maj måned sidste år. Derudover sender hun jævnligt mails ud til holdmedlemmerne, om alle de måder cykling gavner på.
Men det er ikke kun de enkelte cyklister, som har gavn af den forbedrede kondition, cykling kan give. Ifølge en analyse foretaget af Dansk Industri fra 2018, vil arbejdsmarkedet opleve 267.000 færre sygedage, hvis der på årsbasis bliver cyklet bare 10 pct. mere end i dag. Derudover vil øget cykling medføre en årlig samfundsøkonomisk gevinst på 1.137 mio. kr. årligt.
Ifølge Just Bendix Justesen oplever man også forretningsmæssige fordele, fordi forbedret kondition gør, at man fysisk og mentalt kan klare mere på kortere tid, hvilket også påvirker på arbejdet. Hans Ph.D.-afhandling viste, at ved at afsætte bare en time af arbejdstiden ugentligt af til intensiv motion kunne man nedsætte sygefraværet med omkring 30 pct og øge produktiviteten med 8 pct..
»Der er ingen tvivl om, at cykling til og fra arbejde har en helbredsmæssig effekt, men hvis man skal have forretningsmæssige gevinster, kræver det, at man træder hårdt i pedalerne. Man skal have pulsen op og blive forpustet. Det er først der, man ser, at evnen til at arbejde mere over tid - og dermed produktiviteten - bliver forbedret,« siger Just Bendix Justesen.
Udover produktivitet og sygefravær, har motion ifølge Just Bendix Justesen også indflydelse på arbejdsglæden og det kollegiale fællesskab. Og netop den tættere relation mellem kollegerne fremhæver Sabrina Jensen som en af fordelene ved at deltage i ”Vi Cykler til Arbejde”.
»Man kommer helt klart til at snakke med nogen, man ellers ikke ville have snakket med. Vi er omkring 130 i afdelingen, så det er ikke alle, man arbejder sammen med til hverdag og snakker med. Men det kan man komme til her,« siger Sabrina Jensen.