Fortsæt til indhold
Indland

Et stort spring ned fra magtens tinde

70 år torsdag: Dominique Strauss-Kahn havde kurs mod Frankrigs præsidentembede. Så forløb han sig på en stuepige i New York, og livsbanen slog et sving.

Det var ikke det, der lå i kortene. Et fald fra toppen af den franske elite.

Men sådan er det gået for Dominique Strauss-Kahn, født i en rig forstad til Paris, uddannet økonom, advokat og politiker.

For otte år siden var der forventninger til, at han kunne blive socialistisk præsident i Frankrig.

En oplagt præsidentkandidat for socialisterne til præsidentvalget i 2012.

Var det gået sådan, og var han blevet genvalgt i 2017, kunne han have været fransk præsident den 25. april, når han fylder 70 år.

Men Strauss-Kahn ødelagde sin egen karriere på et værelse på Sofitel-hotellet i New York den 14. maj 2011.

Han forlod denne dag hotellet for at køre til John F. Kennedy-lufthavnen. Men han blev hentet af politiet om bord på Air France-maskinen, som skulle til Paris.

Anklage om overgreb

Strauss-Kahn var dengang direktør i IMF, Den Internationale Valutaorganisation, så historien rullede med det samme verden over.

Politiet hentede ham, fordi en stuepige på Sofitel anklagede ham for at have begået seksuelle overgreb.

Strauss-Kahn forlod kort efter stillingen som IMF-chef, men han fastholdt, at forholdet til stuepigen var sket med hendes samtykke.

Senere smuldrede sagen.

Stuepigens udtalelser hang ikke sammen, men der blev også indgået et forlig, hvorefter Strauss-Kahn betalte hende et ukendt beløb.

Sagen førte til, at andre kvinder også beskyldte ham for sexovergreb.

I Frankrig blev han også anklaget for rufferi i forbindelse med sexfester.

Han afviste. Han vidste ikke, at de deltagende kvinder var prostituerede, sagde han. I 2015 blev han frikendt.

Sagen standsede karrieren

Men både den politiske karriere og den internationale karriere sluttede med sagen fra Sofitel.

Det var i øvrigt ikke første gang, at han forlod et højt embede i utide. I 1999 måtte han træde tilbage som fransk finansminister på grund af anklager om korruption, men han blev senere frikendt.

I forbindelse med sexsagerne blev han også skilt. I 2012 forlod den velhavende Anne Sinclair Strauss-Kahn. De havde været gift i 20 år.

Han har dog fundet kærligheden igen, denne gang med marokkanske Myriam L’Aouffir, som i øvrigt er hans fjerde kone.

Efter sit farvel til IMF har Dominique Strauss-Kahn ernæret sig som rådgiver.

Det fortalte han lidt om for seks år siden i et interview med den russiske tv-station Rossija 24.

»Politik hører til fortiden for mig,« sagde han.

»I dag arbejder jeg som rådgiver for store selskaber i talrige lande i alle hjørner af verden – i Rusland, Afrika og Latinamerika,« sagde han videre.

/ritzau/