Regeringen vil give studerende 12+: »Skørt« og »unødvendigt« lyder svaret

Regeringen vil indføre en ny karakter for den ekstraordinære præstation, men studerende frygter for øget konkurrence i klasseværelserne.

Artiklens øverste billede
Christian Børsen Smedegaard (t.v.), Mina Almasi og Laurids Juul Langballe fra Egå Gymnasium frygter, at et 12+ på karakterskalaen vil stresse gymnasieelever unødvendigt frem for at belønne dem. Foto: Joachim Ladefoged

Målet er at motivere de dygtigste elever og studerende »til at være modige og levere det ekstraordinære«. Midlet hedder 12+. En ny karakter og udmærkelse til de få.

Sådan lyder hovedpunktet i et nyt udspil fra regeringen, som siden januar har arbejdet på at justere det danske karaktersystem – 7-trins-skalaen – for bl.a. at gøre op med 12-talsinflation, karakterpres og perfekthedskultur.

Det kan kun skabe en værre kultur omkring karakterer.

Mina Almasi, 18 år, elev i 3. i på Egå Gymnasium

Karakteren 12+ skal ifølge udspillet noteres på eksamensbeviset, men i øvrigt ikke have indflydelse på karaktergennemsnittet. Men blandt de studerende får tiltaget en kølig modtagelse. På Egå Gymnasium i det nordlige Aarhus bliver det nye plus kaldt for både »skørt« og »unødvendigt« af flere af gymnasiets 3. g-elever.

»Jeg vil være fuldstændig ligeglad med, om jeg ville få 12 eller 12+,« siger Christian Børsen Smedegaard fra 3. x og kalder det et »småt« tiltag.

Laurids Juul Langballe og Mina Almasi fra parallelklasserne 3. b og 3. i mener heller ikke, at den nye karakter vil øge deres motivation. Tværtimod vil det øge konkurrencen i klasseværelserne, er de tre gymnasieelever enige om.

»Det kan kun skabe en værre kultur omkring karakterer. 12+ kan kun bruges i sammenligningen med andre, og så bliver det en status-ting,« siger den 18-årige Mina Almasi.

Og netop konkurrenceaspektet vækker også bekymring hos Danske Studerendes Fællesråd.

»Vi kan ikke se, hvordan det gør noget som helst for at løse stressproblemer. I virkeligheden tilføjer man bare en karakter i toppen, et nyt konkurrenceelement om at få flest 12+,« siger foreningens formand, Johan Hedegaard Jørgensen.

Opgør med perfekthed

Udspillet fra regeringen følger efter en evaluering af 7-trinsskalaen foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, under Undervisningsministeriet. Evalueringen blev præsenteret i januar. Her fandt man bl.a. udfordringer med store spring mellem 4, 7 og 10 og en manglende mulighed blandt bedømmere for at differentiere de bedste præstationer.

Foruden 12+ vil regeringen derfor nedsætte en ekspertgruppe, som bl.a. skal undersøge muligheden for at udskifte det nuværende 7-tal med 6 og 8 for at udviske de store spring på skalaen og komme med forslag til nye trinbeskrivelser, der fokuserer på, hvad de unge kan i stedet for på deres mangler.

Den 19-årige Christian Børsen Smedegaard (bagerst) fra 3. x på Egå Gymnasium så hellere, at lærerne fik endnu mere tid til at rette klassens afleveringer og give feedback, frem for at de får mulighed for at give eleverne 12+. Foto: Joachim Ladefoged

Alt sammen skal det »bidrage til, at vi gør op med perfekthedskulturen«, konstaterer uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V). For undervisningsminister Merete Riisager (LA) giver 12+ en tiltrængt mulighed for at »belønne den elev, som arbejder selvstændigt og sprænger rammen«. Hun mener, »det vil være til stor glæde for mange elever«.

Danske Gymnasiers formand og rektor på Gefion Gymnasium i København Birgitte Vedersøe tror imidlertid ikke, at 12+ vil øge karakterpresset. Og Merete Riisager kalder de studerendes bekymring, som også Socialdemokratiet fremhæver, for »noget vrøvl«.

»Der var ikke et større pres på eleverne, da der var et 13-tal. En karakterskala hverken tilfører eller fjerner pres, men den kan sikre, at man ikke kun gør det, der står i papirerne, men sprænger rammen,« siger hun og anfører, at unge stresses af meget mere end karakterer.

»Man kan ikke hænge sin hat på, at man kan gøre op med perfekthedskulturen alene gennem et karaktersystem.«

Mathias Wester, konsulent i EVA, mener generelt, at »regeringens udspil favner de ting, der bliver nævnt i evalueringen meget godt«.

»Man kan frygte, at der med 12+ bliver endnu mere ræs imod de bedste karakterer. Men det prøver man at forhindre ved at sige, at det ikke gør en forskel for det endelige gennemsnit. Det kommer f.eks. ikke til at afgøre, om man kan komme ind på en videregående uddannelse efter gymnasiet. På den måde synes jeg, at det virker meget fornuftigt,« siger han.

Feedback frem for plusser

DSF og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) tager godt imod regeringens fokus på kunnen frem for fejl og målet om at håndtere karakterspring. Men 12+ er en anden sag.

»For os at se skyder man med spredehagl og rammer noget, der i virkeligheden ikke er et problem, i stedet for at fokusere på det vigtige. Der er behov for et system, som er mere feedback- end karakterfokuseret. Det vil afhjælpe karakterpresset langt mere end et 12+,« siger DGS-formand Malte Sauerland-Paulsen.

Samme toner lyder på Egå Gymnasium, hvor flere og flere elever smider sig i sofaarrangementerne som tegn på, at eftermiddagens sidste lektioner lakker mod enden.

Også de tre 3. g-elever, som Jyllands-Posten har talt med, efterspørger mere feedback og konstruktiv kritik fra deres lærere, frem for nye karakterer.

»Jeg synes godt, man kan anerkende den ekstra indsats på andre måder end ved at sætte et plus,« siger Laurids Juul Langballe, mens Mina Almasi nikker:

»Karakterer fylder allerede så meget for nogle, og det skal ikke fylde mere.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.