Fortsæt til indhold
Indland

Danskere bruger genbrugsbutikker som losseplads: Afleverer urinvåde sofaer og døde kattekillinger

De mange usælgelige donationer er en stor udgift og en slem hovedpine for mange danske genbrugsbutikker.

Det er nok de færreste, der ville smide penge efter en afskallet sofa med duft af urin, et tomt syltetøjsglas eller en død kattekilling i pose. Alligevel modtager danske genbrugsbutikker jævnligt donationer af netop den karakter. Og selvom butikkerne kan byde på det meste, er der dog alligevel ting, de ikke sælger.

Derfor er det også ifølge BT en nærmest kronisk hovedpine for flere af de frivillige i genbrugsforretninger rundt omkring i landet, når folk afleverer affaldslignende genstande til genbrug. De frivillige står nemlig både med et omfattende sorteringsarbejde og en massiv bunke skrald som konsekvens.

»Vi får affald sat ved butikken hver dag, fordi det er nemt at komme af med tingene her. Der går ikke en uge, hvor jeg ikke bliver forarget over de ting, som folk stiller hos os. Døde kattekillinger i en sæk, haveaffald og køkkengrej med rester af kødsovs på,« fortæller Anni Nielsen, der er butikschef i Frelsens Hær Esbjerg til BT.

Men de ubrugelige og usælgelige donationer er ikke blot ubehagelige for de frivillige at skulle rode igennem på en nærmest daglig basis. De ting, som ikke kan sælges, bliver butikkerne nødt til at skaffe sig af med. Og det kan være en dyr omgang. Frelsens Hær i Esbjerg betaler ifølge Annie Nielsen flere hundrede tusind kroner til kommunen i affaldsafgift om året.

Hos både Danmission, Frelsens Hær og Kirkens Korshær bliver der understreget, at de sætter pris på donationer. Men de finder det også nødvendigt at opfordre til en mere grundig gennemgang af og sortering i de ting, der bliver doneret.

De oplever, at mange ignorerer de skilte og kampagner, som opfordrer folk til at aflevere ting inden for åbningstiden, så de frivillige har mulighed for at sige pænt nej til usælgelige genstande. I stedet bliver der placeret alt fra defekt elektronik til ildelugtende tøj foran butikkerne efter lukketid.

Det betyder, at butikkernes frivillige, som ofte er ældre mennesker, nogle gange skal bruge flere timer på at rydde op og skille sig af med skraldet, når de møder ind igen.