Fortsæt til indhold
Indland

Vej i vejen i Vejen: Landmand får medhold fra Vejdirektoratet

Vejdirektoratet har standset arbejdet med Skovgårdsvej i Vejen indtil sagens endelige afgørelse.

Den vej i Vejen, som landmand Martin Lund Madsen spærrede ved brug af bigballer og sand den 22. oktober 2018, skal fortsat være afspærret. Det siger en afgørelse fra Vejdirektoratet om den omstridte vej. Vejdirektoratet har nemlig givet landmanden midlertidigt medhold i sin klage over Vejen Kommunes ekspropriation af sin grund.

Den midlertidige afgørelse betyder, at al arbejde med ekspropriation af vejen Skovgårdsvej i Vejen skal standse indtil den endelige afgørelse fra Vejdirektoratet er gjort.

»Jeg regner selvfølgelig med, at kommunen, hvis de taber, vil indhente et tilbud til at få fjernet vejen,« siger Martin Lund Madsen.

Vejdirektoratet skriver blandt andet i afgørelsen, at »det er usikkert, på hvilke grundlag dele af matriklen er blevet eksproprieret, og at der af denne årsag kan være et rimeligt grundlag for klagernes påstand om ekspropriationens ugyldighed for så vidt angår denne del af ekspropriationen«.

Sædvanligvis fungerer ekspropriationssager sådan, at eksempelvis veje som den i Vejen kan tages i brug, mens sagen kører. Men Martin Lund Madsens klage over kommunens ekspropriation har fået opsættende virkning, hvilket vil sige, at Skovgårdsvej kun kan tages i brug, hvis kommunen får medhold i den endelige afgørelse.

»Det er jo kun en delafgørelse. Nu afventer vi så Vejdirektoratets endelige afgørelse, men vi havde da gerne set, at vejen kunne tages i brug i mellemtiden. Afspærringen er til stor irritation for borgerne,« siger Egon Fræhr (V), som er borgmester i Vejen Kommune.

Sagen om Skovgårdsvej i Vejen startede, da Banedanmark i 2012 skulle anlægge en elektrificeret jernbanestrækning gennem Vejen Kommune. En bro i Askov uden for Vejen var ifølge tvsyd for lav til, at de nye køreledninger kunne sættes op under broen, og man vurderede derfor, at det var nødvendigt at bygge en større bro hen over jernbanen. Den større bro krævede, at man eksproprierede 120 kvm af Martin Lund Madsens grund.

Vi vandt i Højesteret, og nu har vi endnu en gang slået dem tilbage i Ludo. Hvor mange gange skal vi slå dem tilbage, før de lukker brættet?
Martin Lund Madsen

Men Vejen Kommune bad om, at Banedanmark flyttede broen 900 meter længere ind mod byen, så det passede ind i kommunens planer for trafik. Den nye placering gjorde, at der i stedet for 120 kvm skulle eksproprieres knap 21.000 kvm af Martin Lund Madsens grund. Banedanmark fik af ekspropriationskomitteen lov til at ekspropriere den nye jord via elektrificeringsloven.

Skovgårdsvej blev bygget, men det ville Martin Lund Madsen ikke finde sig i, og han valgte derfor at igangsætte en retssag mod Banedanmark og Vejen Kommune. Den 10. september 2018 fik landmanden medhold i Højesteret, som afgjorde, at det ikke var lovligt at bruge elektrificeringsloven til at etablere en ny kommunal vej og en vendeplads. Derfor valgte landmanden i oktober at spærre vejen.

Men den 22. januar 2019 blev Skovgårdsvej gjort lovlig på et byrådsmøde i Vejen, hvor kommunen valgte at tage vejloven i brug til endnu en ekspropriation. Det er en klage over denne ekspropriation, Martin Lund Madsen nu har fået medhold i.

»Vi vandt i Højesteret, og nu har vi endnu en gang slået dem tilbage i Ludo. Hvor mange gange skal vi slå dem tilbage, før de lukker brættet?« siger Martin Lund Madsen om den midlertidige afgørelse fra Vejdirektoratet.