Fortsæt til indhold
Indland

Politiet om Marokko-sigtelser: »Vi vil gerne sende et signal om, at det er ulovligt«

Politiet håber, at sigtelserne i Marokko-sagen vil få folk til at holde op med at dele videoer.

14 personer er sigtede for at dele en video, der viser drabet på danskeren Louisa Vesterager Jespersen og nordmanden Maren Ueland i Marokko. To af de sigtede er under 15 år, og politiet samarbejder derfor med de sociale myndigheder om sagerne, oplyser Østjyllands Politi.

12 personer er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 264 d, stk. 2, jf. stk.1.

»Denne paragraf handler om selve videregivelsen af videoen. Vi har vurderet, at deling af en video, der viser et drab, vedrører denne bestemmelse,« siger vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen.

To personer er også sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 136, stk 2.

»Den bestemmelse omhandler lidt noget andet. Vi antager indtil videre, at der er tale om en terrorhandling på videoen, og denne bestemmelse handler om, at man offentligt, udtrykkeligt billiger en terrorhandling. Det vil sige, hvis man man råber i en bus, at man støtter handlingen eller skriver det på Facebook, så straffes man efter denne paragraf,« siger Jakob Berger Nielsen og tilføjer:

»Det kan selvfølgelig sagtens foregå i kombination, at man både billiger videoen og deler den. Men jeg kan ikke sige noget konkret om, hvad der er tilfældet her.«

»Man kan formentlig ikke fjerne sådan en video fuldstændig fra internettet.«
Politiinspektør Michael Kjeldgaard, Østjyllands Politi

Politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Østjyllands Politi forklarer, hvad der sker med de to personer, der er under 15 år.

»Med dem kører der en efterforskningsmæssig proces, men de bliver jo ikke sigtet. Vi vurderer, hvad der skal ske sammen med de sociale myndigheder, og så vurderer vi også, om sagerne kan løftes op til det nye Ungdomskriminalitetsnævn, men det ved vi ikke endnu. De får ikke en straf, de får en sanktion, og hvad den bliver må tiden vise,« siger Michael Kjeldgaard.

Han fortæller også, at politiet ikke har fået nogle nye henvendelser om deling af Marokko-videoen, efter at de 118 henvendelser nu er behandlet. Men Michael Kjeldgaard vil ikke afvise, at der kan dukke noget op senere.

»Man kan formentlig ikke fjerne sådan en video fuldstændig fra internettet,« siger han.

»Folk diskuterede om det overhovedet var ulovligt at dele videoen. Fra politiets side vil vi gerne sende et signal om, at det er ulovligt.«
Politiinspektør Michael Kjeldgaard, Østjyllands Politi

Men selvom man måske stadig kan finde videoen, så opfordrer politiet til, at man sletter videoen, hvis man har den liggende, og at man ikke ser den.

»Det er en meget, meget voldsom video, som kan sætte spor på krop og sjæl resten af ens liv, hvis man ser den«, siger Michael Kjeldgaard.

Han håber, at sigtelserne vil få folk til at tænke sige endnu mere om på de sociale medier.

»Politiet fulgte med i drøftelserne på de sociale medier i januar. Folk diskuterede om det overhovedet var ulovligt at dele videoen. Fra politiets side vil vi gerne sende et signal om, at det er ulovligt, og så må det være op til domstolene at vurdere, om det er det,« siger Michael Kjeldgaard og drager en parallel til Umbrella-sagen, hvor over 1.000 unge er blevet sigtet for at have delt en video med seksuelt og intimt indhold på internettet.

»Umbrella-sagen har vist, at der bliver afsagt domme for at dele videoer med privat indhold. Så det, håber vi også, får folk til at tænke sig om,« siger Michael Kjeldgaard.