Fortsæt til indhold
Indland

780 nye ord og vendinger optages i Den Danske Ordbog

Fredag bliver nye ord og vendinger optaget i Den Danske Ordbog.

»Banditter i habitter«, »pikhud på fingrene«, »det tredje krydderi« og »sport i toeren«.

Det er blot et uddrag af nogle af de vendinger, som fredag optages i Den Danske Ordbog sammen med 780 nye ord og fem nye betydninger af eksisterende ord.

Det fremgår af opslagsværkets hjemmeside, hvor man kan se hele listen med nye ord og vendinger.

Fra fredag er det således korrekt at sige, at man har haft et glimragende damebesøg. Eller at man vil have skumkrone på sin IPA, skal til dialogkaffe med en nationalskjald eller har brug for en truckervask under sin glokale staycation.

De nye tilføjelser kan inddeles i fire kategorier: Nye ord og udtryk (såsom menstruationskop), fremmedord (såsom dysforisk), faste udtryk og talemåder (såsom at trykke på pauseknappen) samt udbredte sammensætninger (såsom hårvask).

170 af de nye ord stammer fra ordbogens brugere, der har haft mulighed for at komme med forslag.

Den Danske Ordbog optager nye ord og vendinger op mod tre gange om året. Siden 2016 har Det Danske Sprog- og Litteraturselskab tilføjet mere end 10.000 ord til ordbogen.