Forsvarets Efterretningstjeneste lancerer ny uddannelse i cybersikkerhed
En ny uddannelse i cybersikkerhed skal bidrage til at højne den digitale sikkerhed i Danmark ved at udstyre en række unge mennesker med værktøjerne til at opdage og håndtere digitale angreb.
Tirsdag offentliggjorde Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste en tre måneders betalt uddannelse i cybersikkerhed. Under uddannelsen vil man blive undervist i, hvordan man opdager og håndterer digitale angreb mod kritisk infrastruktur i Danmark.
Uddannelsen er et tiltag, man har gjort, fordi man vil sikre målet om, at Cybersituationscentret fra 2020 skal være bemandet døgnet rundt på alle årets dage. Derfor vil man nu uddanne en række nye junioranalytikere til Cybersituationscentret.
»Vi håber selvfølgelig, at det vil være en succes, og at der er mange, der søger. Og skulle det vise sig, at der er rigtig mange gode kandidater, er vi bestemt ikke afvisende over for at køre flere hold,« siger Thomas Lund-Sørensen, som er chef for Center for Cybersikkerhed.
På det første hold, som er planlagt til at starte den 1. august 2019, er der 20 pladser. Heraf håber Center for Cybersikkerhed på at kunne ansætte halvdelen i stillinger som junioranalytikere efterfølgende. Ansøgningsfristen er den 2. april, målgruppen er 18 til 35-årige, og der er ingen krav til, at man hverken kan kode eller har en uddannelse som f. eks. ingeniør forud for ansøgningen.
»Det er lidt ligesom, når man rekrutterer specialstyrker i frømandskorpset. Selvfølgelig skal man være i god form, men det er faktisk ikke en forudsætning, at man har haft et våben i hånden forinden. Her fungerer det sådan set på den samme måde,« siger Thomas Lund-Sørensen.
Ifølge Thomas Lund-Sørensen er det vigtigste, hvis man vil optages, evnen til at lære, og at man har den rette indstilling. Når man er færdig med de tre måneders uddannelse, vil man være udstyret til at varetage de funktioner, man har som junioranalytiker.
Håbet med uddannelsen er, at de færdiguddannede junioranalytikere vil indgå i en form for karriereforløb i de følgende år, hvor de vil lære på jobbet og derved bliver bedre og mere kvalificerede til at kunne varetage nogle andre funktioner, end dem de bliver ansat til i første omgang.