Danskerne står på ski, solbader og går i biografen i vinterferien
I uge 7 og uge 8 har mange danskere vinterferie. Her er de ferieaktiviteter, der hitter mest.
465.000 familier med børn mellem seks og 16 år holder vinterferie i uge 7 og 8. De fleste tager på ferie i Danmark, efterfulgt af Spanien og Østrig. Der er også mange, der sætter sig til rette i de bløde biografsæder rundt om i landet. Og mens danskerne er væk, stiger antallet af indbrud i vinterferieugerne.
Hvor tager danskerne hen i vinterferien?
I 2017 tog danskerne på omkring 462.000 lange ferierejser til udlandet i uge 7 eller 8, viser Danmarks Statistiks seneste opgørelse. 59 procent af rejserne var skiferier, mens 41 procent af dem var solferier.
For skiløberne var Østrig, Sverige og Norge favoritdestinationer samme år, hvor danskerne tog på 70.000 rejser til Østrig. 50.000 rejser gik til Sverige, og 44.000 rejser gik til Norge.
For de badeglade danskere var Spanien, inklusive De Kanariske Øer, favoritdestinationen med 82.000 rejser i vinterferien.
Hvor mange danskere tager på ferie i Danmark?
De fleste danskere tager dog på vinterferie i Danmark. I 2017 tog danskerne på 72.000 rejser i deres eget land i gennemsnit syv dage i vinterferieugerne. Det svarer til, at 27 procent af samtlige længere ferierejser blev holdt på dansk grund i vinterferien i 2017.
Hvilke transportmidler rejser danskerne på vinterferie i?
- Fly: 71 procent
- Bil: 21 procent
- Bus: 4 procent
- Skib: 2 procent
- Tog: 1 procent
Hvilke endagsaktiviteter er populære?
De danskere, der ikke tager på ferie, bruger ofte vinterferien på indendørsaktiviteter. Det ses på antallet af solgte biografbilletter. Uge 7 er nemlig traditionelt set den uge på året, hvor der sælges flest biografbilletter.
Cirka 658.000 solgte billetter blev det til i uge 7 i 2017, mens der til sammenligning i juleferien samme år blev solgt cirka 486.000 billetter.
Antallet af indbrud stiger
Vinterferieugerne byder ikke kun på rejser og film, da antallet af indbrud også stiger i de uger. I 2017 var der henholdsvis 734 og 742 indbrud i uge 7 og 8, mens der i nabougerne 6 og 10 blev anmeldt henholdsvis 622 og 563 indbrud i folks private hjem.
Indbrudsstatistikken for hele 2017 viser, at antallet af indbrud generelt er højest i flere kommuner nord for København. Gentofte Kommune toppede med 12,9 indbrud per 1.000 indbygger i 2017.