Fortsæt til indhold
Indland

Chef på Rigshospitalet har sagt op »i desperation« over sparekrav

Klinikchef Jakob Trier Møller mener, at konstante "grønthøster"-besparelser får sundhedsvæsenet til at gå i opløsning.

Rigshospitalets klinikchef for anæstesilægerne samt anæstesi- og operationssygeplejerskerne har indleveret sin opsigelse efter 20 år i stillingen.

Ifølge Politiken kan den 62-årige klinikchef ikke længere holde til de mange besparelser.

»Jeg siger ikke op i protest, men i desperation. Jeg er kun 62 og kunne sagtens have haft mange gode år på Rigshospitalet endnu. Men de årelange besparelser er fantastisk opslidende. Efter 20 år som klinikchef kan jeg simpelthen ikke længere tage, at vi fortsat skal køre og gennemføre besparelser år efter år«, siger Jakob Trier Møller til avisen.

Jakob Trier Møller mener, at det går den forkerte vej for det danske sundhedsvæsen med årlige "grønthøster"-besparelser, hvor der skal skæres en vis procentdel af alle afdelinger.

Det, forklarer han, er med til at få sundhedsvæsenet til at gå mere og mere i opløsning.

Klinikchefens opsigelse kommer, efter at han flere gange har talt offentligt om situationen på Rigshospitalet og i sundhedssektoren generelt.

Sidste år fortalte Jakob Trier Møller til Altinget, at politikernes snak om at tilføre flere penge til sundhedsvæsenet ikke harmonerer med den virkelighed, han og kollegerne oplever.

»Jeg og mange andre undrer os. Hvor er pengene? I de 20 år, jeg har været i denne klinik, har jeg i de 17 år skullet spare, og det vel at mærke ud over det årlige to procents effektivitetskrav,« sagde han.

Året forinden, i 2017, var han blandt de 100 klinikchefer og afdelingsledere på Rigshospitalet, der i en fælles erklæring sagde fra over for besparelserne på sundhedsområdet.

»Efter mange års effektiviseringer og besparelser er der nu et åbenlyst misforhold mellem forventningerne til service, aktivitet og kvalitet og de ressourcer, der stilles til rådighed,« skrev de bl.a.

Opråbet førte til, at sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) inviterede flere ledende ansatte i sundhedsvæsenet til et møde og lovede at kigge på de udfordringer, medarbejderne pegede på. Og det udskældte produktivitetskrav endte med at blive droppet for en stund.

Men sparekravene er ikke stoppet af den grund. Nu, halvandet år senere, ser Jakob Trier Møller stadig ingen forbedringer. Klinikchefen håber, at han med sin opsigelse kan få politikerne til at indse, at det ikke nytter noget at trække årlige besparelser ned over alle afdelinger over en bred kam.

»Man er nødt til at indføre strukturelle besparelser i sundhedsvæsenet, altså se på antallet af hospitalsafdelinger, størrelsen på det administrative apparat og så videre. Vi skal have genoprettet sundhedsvæsenet økonomisk og få skabt en diskussion om prioriteringer, som vi slet ikke har i dag,« siger han til Politiken.