Fortsæt til indhold
Indland

Helle Thorning-Schmidt skifter børnene ud med vindmøller: »Jeg stopper med en følelse af stolthed«

Den tidligere statsminister stopper som international direktør for Red Barnet og indleder en bestyrelseskarriere i bl.a. Vestas.

Den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidt er på vej ind i Vestas’ bestyrelse og træder dermed ud af rollen som direktør for det internationale Red Barnet.

»Det har været en ære at lede en så stor organisation og at arbejde med kollegaer, der er så dedikerede til at gøre verden til et bedre sted for børn. Jeg vil aldrig glemme de børn, som jeg har mødt og de historier, som de har fortalt mig,« skriver hun i et tweet.

»Jeg stopper med en følelse af stolhed over det vigtige arbejde, som vi har lavet for at kunne give børnene en stemme og for at kunne blive en organisation, der passer til en moderne verden og arbejder for at give børnene en større indflydelse. Red Barnet vil altid have en stor plads i mit hjertet,« fortsætter hun og skifter dermed sin direktørpost ud med en bestyrelsespost.

Helle Thorning.Schmidts tweet:

Det er ikke første gang, at Helle Thorning-Schmidts karriere tager en uventet drejning. De fleste kender hende nok som Danmarks første kvindelige statsminister, der sad en enkelt periode ved magten fra 2011 til 2015, hvor hun tabte valget, gik af som Socialdemokraternes formand og overlod jobbet som statsminister til Lars Løkke Rasmussen.

Helle Thorning-Schmidt benyttede sin sidste tale i folketinget til at adressere den kritik, hun fik i sin regeringstid for at føre ikke-socialdemokratisk politik.

»Mange af de konflikter, jeg er røget ind i, har jeg selv været ude om. Hvis man gerne vil lede og forandre, skal der også være gnister, og så kommer der nogle kampe. Jeg har taget mange konfrontationer. I Folketinget og i mit eget parti. Fordi jeg mente, vi skulle være et andet sted end der, hvor vi var. Socialdemokrater skal af og til slås lidt ud af deres komfortzone, og det tror jeg godt, at jeg kan sige, at jeg har været med til,« sagde hun.

Afgående statsminister Lars Løkke Rasmussen overdrager Statsministeriet til den nyudnævnte socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt i 2011. Foto: Niels Hougaard

Og gnister har der været. Helle Thorning-Schmidt havde i årene op til valget i 2011 dannet en alliance med SF om røde mærkesager som millionærskat og billigere busbilletter, og derudover skulle udlændingepolitikken være stram.

Det gav svære forhandlinger mellem S, SF og De Radikale efter valget, og det dannede grundlag for en regering, der af kritikere blev kaldt »en løftebrudsregering« hjulpet godt på vej af den lovede betalingsring og hjælpepakke til boligmarkedet, der efter valget ikke blev til noget.

Til gengæld fik hun en række markante reformer af bla. velfærdsydelser, folkeskolen og arbejdsmarkedet igennem, samtidig med at hun strammede Socialdemokratiets udlændingepolitik i sin tid som statsminister.

Ikke folkelig nok

Hun blev dog under regeringsperioden ofte mødt af kritik af, at hun ikke var specielt folkelig og ikke var en »ægte socialdemokrat«, og hun sendte af flere omgange Socialdemokratiet ned til lave procentsatser i meningsmålingerne samtidig med, at hun høstede ros fra erhvervslivet omkring hendes politik.

Helle Thorning-Schmidt holder 1. maj tale for en flok lockoutede lærere i 2013 i Aarhus. På dette tidspunkt lå Socialdemokratiets popularitet på et lavt niveau, og hun blev mødt af buhråb. Foto: Jan Dagø.

I 2013 udtalte Helle Thorning-Schmidt til Berlingske, at hun ville være en »dårlig statsminister«, hvis det eneste, hun gik op i, var sin »egen popularitet«.

Hun ville efter eget udsagn være hende, der skulle »slå Anders Fogh«, da hun overtog formandsposten for Socialdemokraterne. Det var dog den nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, hun vippede af pinden, da hun i 2011 indtog Statsministeriet efter en sejr. Foto: Lars Krabbe.

»Vi er en regering for hele Danmark, som på trods af de knubs, der er - for dem er der immervæk nogen af - har valgt at gøre det rigtige for at sikre danske job,« lød modsvaret dengang fra hende.

Op til valgnatten i 2015 lykkedes det dog Socialdemokratiet at vende nedgangen, og partiet endte ved valget med at gå frem for første gang i Helle Thorning-Schmidts tid som partiformand. Med magten tabt, trak hun sig som partileder og efterlod Mette Frederiksen i spidsen for Socialdemokratiet.

I 2014 var hun med i slutspillet om at blive formand for Det Europæiske Råd og efter valget prøvede hun lykken med at få posten som FN’s flygtningehøjkommissær. Hun måtte dog begge gange se jobbet gå til en anden.

Kritik for asylstramning

Da hun forlod Folketinget i 2016 efter 11 år, var der dog ros at hente fra hendes tidligere politiske modstander.

»Jeg har stor respekt for dig. Måske snarere skulle jeg sige – jeg har fået stor respekt for dig. For helt ærligt, da du første gang gjorde din entre, da tænkte jeg: ”hvem er nu hende der?”« sagde Lars Løkke, der gennem årene fik stor respekt for sin politiske hovedmodstanders »målrettethed og naturlige styrke«.

Nye udfordringer fandt hun istedet i jobbet som direktør for det internationale Red Barnet. Den danske afdeling, havde dog tidligere leveret hård kritik af hendes politik som statsminister.

Helle Thorning-Schmidts (S) statsministerportræt er malet af Ditte Ejlerskov. Det blev afsløret i 2017. Foto: Ditte Ejlerskov

Baggrunden var asylstramningen, der betød, at visse flygtninge skal vente et år i Danmark, før de kan få børn og ægtefælle til landet. Et politisk initiativ, der af Mimi Jakobsen, den daværende generalsekretær for Red Barnet, blev kaldt »højdepunktet af kynisme«.

»Jeg har fuld respekt for, at den danske afdeling af Red Barnet har været præcise i, hvad de mener, over for regeringen. Jeg har en anden rolle nu. Det er at tale alle verdens børns sag og kæmpe for, at vi finder løsninger i forhold til de enorme udfordringer, som vi har. Det er mange børns rettigheder og vilkår, som jeg skal forsvare nu. Derfor kommer jeg ikke til at gå ind i den konkrete, danske situation. Det synes jeg ikke er passende i forhold til den opgave, som jeg nu skal varetage,« udtalte Helle Thorning-Schmidt i forbindelse med hendes tiltrædelse som direktør i Red Barnet. Et arbejde som hun siden 2016 har varetaget fra sin base i London.

Til bords med Vestas

Og nu er det igen tid til et skift for Danmarks første kvindelige statsminister. I en fondsbørsmeddelelse fredag morgen, skriver Vestas, at Helle Thorning-Schmidt skal have en plads i bestyrelsen. En plads som hun officielt skal vælges til på Vestas’ årlige generalforsamling den 3. april.

»Vestas har fundet en stærk kandidat i Helle Thorning-Schmidt, som har kernekompetencerne til at bidrage til bestyrelsens arbejde og via hendes erfaring kan bidrage til at Vestas bliver den globale leder inden for bæredygtige energiløsninger.,« skriver Vestas i sin fondsbørsmeddelelse.

Efter meldingen fra Vestas kom det frem, at Helle Thorning-Schmidt til sommer forlader sin direktørpost for det internationale Red Barnet. I stedet skal Helle Thorning-Schmidt nu forfølge en bestyrelseskarriere.

Privat er hun gift med den britiske politiker Stephen Kinnock, der er valgt ind i det britiske parlament for partiet Labour, og er mor til døtrene Johanna og Camilla.