Manden bag ulvedrab i Vestjylland står frem: Derfor skød jeg ulven
Den 66-årige mand er stadig overbevist om, at ulven var en hybrid, som truede hans familie.
Den 66-årige Mourits Troldtoft var så bange for den ulv, der i april 2018 kom så tæt på ham og hans familie, at han følte sig tvunget til at skyde den.
Det siger han i et interview med TV 2.
Mourits Troldtoft, som bor nær Ulfborg i Vestjylland, havde gennem længere tid været bange for ulven, som bevægede sig rundt tæt på hans gård.
»Det var ikke rimeligt, at vi skulle være nervøse, hver gang vi gik ud, fordi vi rendte på sådan en skiderik. Vi har jo haft den gående her i haven, og jeg går i mørke frem og tilbage mellem bygningerne, fordi jeg skal ned at kigge til halmfyret. Du ved da aldrig, hvornår den er der. Det kan da godt være, at den ikke æder mig, men det kan da også godt være, at den gør. Den usikkerhed er da absolut ikke rar at have med at gøre,« fortæller han.
Mourits Troldtoft blev den 28. september fundet skyldig ved Retten i Herning i at have dræbt en hunulv på en mark ved Ulfborg i april 2018. Ifølge anklagemyndigheden er der tale om en ulv, fordi en DNA-analyse, som det tyske Senckenberg Institut har lavet, fastslår, at ulven var en hvalp fra det kobbel, det danske ulvepar fik i 2017.
Dermed er dyret fredet og må ikke skydes.
Men Mourits Troldtoft er stadig ikke overbevist om, at der er tale om en ulv. Han tror, at der er tale om en hybrid - altså en krydsning mellem en hund og en ulv, som ikke er fredet, men gerne må skydes efter godkendelse fra myndighederne.
»Jeg er stadigvæk overbevist om, at det er en hybrid, og at der er meget hund i den,« siger han til TV 2 og begrunder det med, at ulven ikke virkede sky over for mennesker.
Mourits Troldtoft blev i løbet af den tid, han havde kontakt med ulven, så bange for den, at han valgte at tage sin jagtriffel, køre efter ulven i sin Toyota Landcruiser og skyde ulven tre gange, mens den løb rundt på en mark.
Under retssagen forklarede biologen Hans Erik Svart fra Miljøstyrelsen, at han ikke så nogen problematisk opførsel fra ulven på den video af drabet, som er blevet optaget.
»Den virker rolig. Den lunter afsted og kigger på traktoren,« sagde han.
Mourits Troldtoft og hans søn, Steffen Troldtoft, der kørte traktor på marken, da faderen skød ulven, har en anden udlægning af historien. I retten har Steffen Troldtoft, som også er formand for foreningen Ulvefrit Danmark, forklaret, at han ikke turde stige ud af sin traktor, fordi ulven var så tæt på.
Anklagemyndigheden slog dog fast, at ulven ikke havde opført sig truende, og at Mourits Troldtoft derfor ikke handlede i nødværge, da han skød dyret. Han blev idømt 40 dages betinget fængsel i byretten, hvorefter både forsvarer og anklager ankede sagen til landsretten.
Ankesagen skal for Vestre Landsret den 26. og 27. februar, og mens Mourits Troldtoft vil frifindes, går anklageren efter at skærpe straffen.