Fortsæt til indhold
Indland

Få timer før ulve-retssagen: »Jeg tror, at det kommer til at ske igen«

Folk i Vestjylland er frustrerede over ulvene, så det sidste ulve-drab er nok ikke set, lyder det.

Fredag falder der efter alt at dømme dom i sagen om et ulvedrab ved Ulfborg i Vestjylland.

En 66-årig mand er tiltalt for at have overtrådt jagtloven, da han i april i år skød en fredet ulv fra en bil - hele episoden blev optaget på video.

I foreningen Ulvefrit Danmark - der ønsker ulven udryddet af kongeriget - tager bestyrelsesmedlem Karl Nielsen afstand fra nedskydningen i april.

»Vi har ikke sympati med lovovertrædelser. Hvis vi sympatiserer med lovovertrædelser, har vi ikke længere en forening,« siger han.

I København er der mange, som er nervøse og bange for at gå ud, fordi der er skyderier. Det latterliggør vi jo ikke.
Karl Nielsen, bestyrelsesmedlem i Ulvefri Danmark.

Til gengæld kan han godt sætte sig ind i, at folk griber til selvtægt. Og det er nok ikke sidste gang, at en ulv er blevet nedskudt i det vestjyske, forudser han.

»Jeg tror, at meget af det, der er sket, er frustration over, at vi ikke bliver taget seriøst i vores område. Så jeg tror, at det kommer til at ske igen, for folk er frustrerede,« siger Karl Nielsen og laver en parallel til de nuværende skyderier i hovedstadsområdet.

»I København er der mange, som er nervøse og bange for at gå ud, fordi der er skyderier. Det latterliggør vi jo ikke - vi kunne aldrig komme i tanke om at latterliggøre, at man er nervøs for at gå ud, når det bliver mørkt. Men vi føler, at der bliver gjort grin med, at vi åbenbart ikke må være nervøse for at gå ud i skoven, når det er mørkt. Og mange af os bor lige op af skoven,« siger han.

»Og når man latterliggør en del af befolkningen, tror jeg, at den del af befolkningen siger, at det gider de ikke at høre på. Hvis folk i København overhovedet ikke blev taget seriøst, ville de nok også gøre noget selv,« siger Karl Nielsen, der afviser at have kendskab til andre ulvedrab.

»Nej, absolut ikke.«

Der blev skudt én, hvor det blev optaget på video, så det er vel sandsynligt, at der er skudt flere, men hvor det ikke lige er blevet optaget?

»Ja, det er et godt spørgsmål. Det kan jeg af gode grunde ikke svare på. «

Du har ikke hørt noget?

»Nej, vi kan se, at de nu løber til Tyskland igen. Man har været fremme og sige, at der mangler så og så mange, men man har jo ikke styr på, hvor de er. Det er jo dyr, der løber utrolig mange kilometer.«