Fortsæt til indhold
Indland

Kongehuset beklager reklame på vegne af prins Nikolai

Et billede af prins Nikolai i færd med at indgå en handel med udlejningsfirmaet Sixt florerer på de sociale medier.

Kongehuset skal hverken stå bag eller sættes i forbindelse med markedsføring af virksomheder eller produkter.

Sådan lyder meldingen fra kongehusets kommunikationsafdeling til B.T., efter et billede af prins Nikolai er begyndt at florere på de sociale medier.

På billedet, der lader til at være sendt ud i forbindelse med en pressemeddelelse, er prinsen angiveligt i færd med at indgå en handel med biludlejningsfirmaet Sixt om en Renault Clio.

Under overskriften "Prins Nikolai har valgt bil på abonnement fra Sixt All-inclusive" ses prinsen foran en Sixt-forretning siddende på kølerhjelmen af en sort Renault ved siden af det, der ligner en medarbejder fra udlejningsfirmaet.

Det er ikke længere muligt at finde frem til pressemeddelelsen, der må formodes at have Sixt som afsender.

»Prins Nikolai beklager fejltagelsen, som der nu er rettet op på,« lyder det ifølge B.T. fra kongehusets kommunikationsafdeling.

Artiklens emner
Sixt
Renault