Politiet: For mange mennesker i Kim Larsen-mindeoptog
Det frygtes, at de mange mennesker på Nytorv og Gammeltorv vil føre til, at folk maser sig frem.
Op mod 30.000 personer deltager fredag aften i et mindeoptog til ære for den afdøde sanger og musiker Kim Larsen i København.
Ifølge Københavns Politi er der tale om så mange mennesker, at det planlagte endemål, Nytorv/Gammeltorv, ikke kan rumme folkemængden.
Derfor opfordrer politikredsen på Twitter deltagerne til ikke nødvendigvis at søge mod de torve.
Først på aftenen lød politiets estimat, at mindst 10.000 personer ville deltage i optoget i København.
Det var et konservativt skøn, og efterhånden, som marchen kom i gang, voksede antallet af deltagere.
I andre byer er der også optog til ære for den afdøde sanger. Blandt andet i Odense, hvor Kim Larsen har boet de seneste mange år. Også her er der mange deltagere i optoget.
»Den seneste melding, jeg har fået fra min indsatsleder her klokken 18 lyder på cirka 10.000. Men det er meget svært at komme med et præcist bud,« siger vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi til Ritzau.