Bandeleders forældre kæmper mod udsmidning
Sagen om LTF-bossen Shuaib Khans forældre, der er blevet smidt ud af deres lejlighed på grund af sønnens kriminalitet, ender nu i landsretten.
Boligretten ved Københavns Byret besluttede i sidste uge at ophæve lejemålet for LTF-bossen Shuaib Khans forældre, efter sønnen sidste år blev dømt for trusler mod en politimand. Nu er sagen blevet anket til landsretten.
Det oplyser forældrenes advokat, Henrik Thorsen:
»Jeg kan bekræfte, at sagen er blevet anket til landsretten.«
LTF-lederen blev i oktober idømt tre måneders fængsel og en betinget udvisning fra Danmark efter at have truet en politimand i forbindelse med en visitation af bandefolk på Nørrebro sidste sommer. Det fik senere boligselskabet FSB til at opsige hans forældres lejemål.
Hvis man har begået personfarlig kriminalitet inden for et boligområde, er det en grund til, at man bliver sat ud.Bent Madsen, adm. direktør i BL
En paragraf i Almenlejeloven gør det muligt for boligselskaber at opsige lejemål, hvis et medlem af husstanden bidrager til at skabe utryghed i området. Bent Madsen, adm. direktør i BL - Danmarks Almene Boliger - har tidligere fortalt Jyllands-Posten, at dommen følger linjen fra en fem år gammel højesteretsdom, hvor det blev slået fast, at der skal tages hensyn til naboerne tryghed.
»Hvis man har begået personfarlig kriminalitet inden for et boligområde, er det en grund til, at man bliver sat ud,« siger han.
Boligretten ved Københavns Byret lagde vægt på, at Shuaib Khan havde boet i lejligheden sammen med sine forældrene, samt at hans kriminalitet havde en sådan karakter, at den var egnet til at skabe utryghed i området. Dermed var lovens betingelse for at opsige lejemålet opfyldt, fremgår det, ifølge Ritzau, af dommen.
Henrik Thorsen mener dog, at der er stor forskel på, om man har en søn, der er dømt for kriminalitet i meget stort omfang, som bor hjemme og den her sag, hvor Shuaib Khan har haft folkeregisteradresse hos sine forældre, men har siddet fængslet og dermed ikke fysisk har boet i forældrenes lejlighed.
Familien havde fået besked på at fraflytte dens lejemål ved udgangen af oktober. Det er endnu uklart, hvornår sagen kommer for landsretten. Boligselskabet FSB vil ikke kommentere familiens beslutning om at anke dommen.