Storebæltsbroen og Øresundsbroen samt færge- og togtrafik blevet lukket ned.
Den enorme politiaktion skyldes frygt for angreb på specifikke personer i Danmark. Efter godt et døgns tavshed fortæller politiet om baggrunden for en gigantisk politioperation.
En enorm politiaktion fredag skyldtes PET’s frygt for angreb mod enkeltpersoner i Danmark, som der er en konkret trussel imod. Det sagde chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, Jørgen Bergen Skov på et pressemøde ved Københavns Politigård lørdag kl. 14.
Ifølge ham har PET i længere tid efterforsket en sag om specifikke trusler mod enkeltpersoner, og en sort Volvos aktivitet i et specifikt område på Sjælland gjorde, at man mente, at situationen kunne udvikle sig livstruende for de omtalte personer.
Det udløste politiets store aktion, hvor både Storebæltsbroen og Øresundsbroen samt færge- og togtrafik blevet lukket ned.
»PET kunne konstatere, at det køretøj, vi efterlyste fredag, opholdt sig i nærheden og udviste en adfærd, der kunne betyde en trussel,« sagde Jørgen Bergen Skov og oplyste, at de personer, der skulle være truet, er bragt i sikkerhed.
»Dem passer vi godt på,« sagde Jørgen Bergen Skov.
Politiet arbejdede i begyndelsen ud fra, at tre personer i den sorte Volvo V90, som var indregistreret i Sverige, kunne have forbindelse til sagen om trusler på livet. Men det viste sig ikke at være tilfældet.
I stedet havde den sorte Volvo tilknytning til anden kriminalitet, som nu bliver en sag helt for sig selv - uden relation til sagen om de truede enkeltpersoner og PET’s efterforskning i den henseende. Bilen er desuden blevet fundet på Sjælland, oplyste Jørgen Bergen Skov.
Den intensive efterforskning, som siden i går er foregået i landsbyen Espe ved Ringe på Fyn, har at gøre med den sorte Volvo og ikke de truede personer.
Chefpolitiinspektøren fortryder ikke det store indgreb.
»Vi ville fejle, hvis vi ikke reagerede på de oplysninger,« siger han.
Det lykkedes for de tre personer i den sorte Volvo at stikke af fra politiet.