Fortsæt til indhold
Indland

Historien om Danmarks homo-pingviner går verden rundt

Pingvinungen blev genforenet med sine forældre efter at være blevet kidnappet af de to hanpingviner.

En pingvinunge blev mandag kidnappet af et homoseksuelt pingvinpar i Odense Zoo. Få dage efter ånder alt igen fred og ro i pingvinanlægget i H. C. Andersens fødeby, men historien går verden rundt.

Engelske aviser som The Sun og Metro i nord og det new zealandske Newshub i syd fortæller om de to homoseksuelle hanpinvigner, der så sit snit til kidnappe en unge fra et pingvinforældrepar, imens de tog sig et bad.

Selvom det ifølge Sandie Hedegård Munk, der er dyrepasser i Odense Zoo, ikke er et særsyn, at pingviner ”stjæler” unger fra hinanden, så valgte Odense Zoo alligevel at fortælle om optrinnet på Facebook. Opslaget har fået næsten 50.000 visninger.

Kidnapningen skete om mandagen, mens det biologiske forældrepar havde forladt ungen for at bade. Tirsdag kunne pingvinungens biologiske forældre høre deres unges ”pippen”, hvilket fik dem til højrøstet at forlange at få deres unge tilbage fra de hidsige herrer.

Det fik dyrepasser Sandie Hedegård Munk til at blande sig i stridighederne mellem det homoseksuelle par og det biologiske forældrepar. Således hjalp hun pingvinungen tilbage, hvor den kom fra.

Det endte også godt for de homoseksuelle hanpingviner, der kort efter fik et æg foræret fra en enlig fugl, som de nu kan ruge på, fortæller Sandie Hedegård Munk til TV2.