Fortsæt til indhold
Indland

Livreddere havde rekordtravlt i sidste uge: Se, hvor og hvorfor de livsfarlige situationer skete

Badegæster undervurderer vinden og overvurderer egne evner, lyder det fra kystlivredningstjeneste.

De seneste 20 år har livreddere fra Trygfonden Kystlivredning passet på badegæsterne ved flere af de danske strande.

Men aldrig før har de haft så travlt, som det var tilfældet i sidste uge.

»Det er en stor fornøjelse at se så mange mennesker, der har glæde af strandene i år, og det giver naturligvis også livredderne en masse arbejde. Derfor er det forventeligt, at der er flere livreddende aktioner end på en vejrmæssig gennemsnitlig sommer, men det er første gang, at vi oplever så mange alvorlige situationer på en enkelt uge,« oplyser Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning, i en pressemeddelelse.

Det var en række forskellige årsager, som resulterede i, at badegæster i løbet af ugen kom i problemer ude i vandet.

»De mennesker, vi redder i land, er alle blevet overrasket over de kræfter, som de er oppe imod i vandet. Det kan være vinden, strømmen, afkøling eller udmattelse,« påpeger Anders Myrhøj.

Ifølge ham gør man klogt i at lære at svømme, før man begiver sig ud i vandet. Samtidig bør man have respekt for både vind- og strømforhold.

»Eksempelvis reddede vi en ung mand i land, som svømmede efter en bold, der drev væk fra ham og kammeraterne. Han var en dårlig svømmer og kom i problemer. I sådan en situation skal man hellere afskrive bolde og undgå at sætte livet unødigt på spil,« fortæller Anders Myrhøj.

I løbet af hele uge 30 måtte livredderne komme personer til undsætning hele 17.810 gange.

Heraf vurderes 11 at være situationer, hvor man vurderede, at personer var i livsfare. Ni af dem blev foretaget i vandet og de resterende to på land.

Derudover deltog livredderne i 1.915 almindelige førstehjælpsaktioner, 1.676 såkaldte forebyggende aktioner og 14.208 oplysende aktioner.

På kortet nedenfor kan du klikke dig rundt og se, hvor og hvorfor de aktioner, hvor der var personer i livsfare, skete.