Formodet PKK-chef anholdt i Danmark
Dansk politi har anholdt PKK-medlem, som ifølge tyrkiske myndigheder spiller en ledende rolle i terrororganisationen.
Dansk politi har anholdt et formodet ledende medlem af det kurdiske arbejderparti PKK, der har stået på bl.a. EU's liste over terrororganisationer siden 2002.
Den anholdte skal ifølge tyrkiske medier være en mand, der betegnes som den ansvarlige for terrororganisationens aktiviteter i Danmark.
Det tyrkiske indenrigsministerium bekræfter lørdag eftermiddag, at PKK-medlemmet er blevet anholdt i Danmark, og for få minutter siden bekræftede den danske rigsadvokatur anholdelsen.
Anholdt på vej ind i Danmark
»Jeg kan bekræfte, at dansk politi fredag har anholdt en 58-årig mand, der er tyrkisk statsborger, da han var på vej fra Tyskland til Danmark. Han var internationalt efterlyst på foranledning af de tyrkiske myndigheder og er i dag blevet fremstillet for en dommer, som har varetægtsfængslet ham 14 dage,« siger Mikkel Thastum, kommunikationschef hos Rigsadvokaten.
Han oplyser, at de tyrkiske myndigheder som begrundelse for ønsket om anholdelse af manden mener at kunne koble ham til en ledende rolle i PKK.
Rigsadvokaten går nu i gang med en nøje gennemgang af sagen for at vurdere, om den 58-årige mand kan udleveres til Tyrkiet. Det er i sidste ende op til domstolene at afgøre, om grundlaget for en udlevering er til stede. Rigsadvokatens afgørelse kan således indbringes for domstolene, oplyser Mikkel Thastum.
I 2016 fastslog Østre Landsret, at PKK er en terrororganisation. Det skete i en sag, hvor ti personer stod tiltalt for at have indsamlet eller formidler penge til støtte for PKK ved at have givet penge til den kursiske tv-station ROJ TV. Spørgsmålet i landsretten var, om PKK er en terrororganisation, så økonomisk støtte udgør en overtrædelse af straffelovens såkaldte terrorparagraf, 114.
PKK dømt som terrororganisation
Et flertal af dommerne fandt, at PKK er en terrororganisation, da organisationen benytter væbnet kamp som middel til at opnå organisationens mål, og at PKK gennem væbnet kamp forsøger at tvinge den tyrkiske stat til at imødekomme organisationens krav, herunder ved at destabilisere det tyrkiske samfund og skræmme befolkningen.
Otte af de tiltalte blev frifundet, mens landsretten fandt to tiltalte skyldige i overtrædelse af terrorparagraffen. Den ene for at have medvirket til indsamling af i hvert fald 4,5 mio. kr. til ROJ TV - den anden for gennem en fond at have videreformidlet 29 mio. kr. til ROJ TV.
ROJ TV mistede sin sendetilladelse i Danmark i 2014, fordi stationen er dømt for at være talerør for PKK, der bl.a. står på EU's terrorliste. I både by- og landsret fik de to selskaber bag ROJ TV hver en bøde på fem mio. kr. Frakendelsen af sendetilladelsen blev blåstemplet af Højesteret.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg afviste i maj en klage fra ROJ TV over dommene i Danmark.
Menneskerettighedsdomstolen fastslog, at ROJ TV ikke skal nyde godt af beskyttelsen i konventionens artikel om ytringsfrihed, fordi tv-stationen har forsøgt at bruge denne ret til et formål, som er i strid med værdierne i konventionen.
PKK har deltaget i bekæmpelsen af terrororganisationen IS, som Vesten også bekæmper. Det har ført til forsøg på at få ophævet PKK's status som en terrororganisation.