Fortsæt til indhold
Indland

Pølsemand kom alt for tæt på farlige løver: Nu skærper zoologisk have sikkerheden

Politiet vil gerne høre fra vidner, der ved noget om manden, der kastede pølser ind til rovdyrene.

Søndag eftermiddag valgte en mand af endnu uvisse årsager at kravle op på hegnet ved løveburet i Odense Zoo og kaste pølser ind til rovdyrene.

Aldrig før i dyreparkens historie har en lignende episode fundet sted ved løveanlægget. Alligevel har man nu valgt at tage sine forholdsregler og skærpe sikkerheden, oplyser Odense Zoo mandag. Den konstituerede direktør Nina Collatz Christensen vil ikke ud med, hvordan man har sikret sig, da den zoologiske have ikke vil give folk gode idéer, siger hun til TV 2 Fyn.

Odense Zoo ligger på begge sider af Odense Å. På den ene side er der en offentlig sti, som vender op mod nogle af den zoologiske haves anlæg. Manden var kommet gående ad denne sti og havde forceret et yderhegn for at kunne klatre op på det fem meter høje løvehegn. Derefter forsvandt han ad samme vej, som han var kommet.

»Vi frygtede naturligvis, at pølserne var forgiftet med medicin eller lignende. Derfor har vi nu bedt Fyns Politi om at se nærmere på kødet,« siger Nina Collatz Christensen mandag i en pressemeddelese.

Dyrene nåede aldrig at sætte tænderne i pølserne, eftersom en kvik dyrepasser fik afledt løvernes opmærksomhed og lokket dem ind i stalden. Men ud over at bekymre sig om løvernes helbred, er man fra den zoologiske have nervøs for, hvad der kunne være sket med manden.

»Løver er farlige rovdyr, som formentlig ville være gået efter manden fremfor de pølser, der blev kastet ind. Gudskelov blev det ikke udfaldet,« siger Nina Collatz Christensen.

Fyns Politi vil fortsat gerne høre fra vidner til episoden og andre, der måtte vide noget om sagen. Man kan kontakte politikredsen på tlf. 114. Ifølge politiet var manden iført cowboyshorts og var tatoveret på sin bare mave.

Tilbage i 1992 havde den zoologiske have en kedelig episode ved tigrene, da en fynbo sneg hånden ind for at klappe den sibiriske tiger Magnus, der reagerede ved at bide i fingrene. I Københavns Zoo findes der to nyere eksempler på personer, der er trængt ind til farlige dyr over hegnet.

I 2012 blev en 21-årig mand fundet død i tigerburet, hvor han var kravlet ind i løbet af natten, og i 2015 fik isbjørnen uventet besøg af en 28-årig mand, der var kravlet over hegnet i åbningstiden. Personalet handlede imidertid hurtigt og fik reddet manden ud.