Psykisk syge får besøg for at få fyldt de særlige pladser
To pladser er besat, når Region Hovedstaden åbner de første pladser til psykisk syge med særlige udfordringer.
Lys, luft og masser af plads.
Der bliver ikke umiddelbart kamp om kvadratmeterne, når Region Hovedstaden fredag åbner de første 16 pladser til psykisk syge med særlige vanskeligheder i form af f.eks. voldelig adfærd og misbrug. 2 af de 16 pladser er besat ved åbningen, og dermed har hovedstaden præcis de samme udfordringer som de øvrige regioner, hvor kun ganske få psykisk syge har takket ja til en af de 150 særlige pladser, som enten er etableret eller er på vej.
»Det drejer sig om meget syge og psykisk sårbare mennesker, og det er en stor beslutning for dem at flytte ind hos os. Derfor har vi besøgt dem ude på deres bosteder for at fortælle om det nye tilbud, og det ser ud til at virke,« siger udviklingschef Jacob Vagner Madsen fra Region Hovedstaden.
De første 16 pladser og hovedstadens resterende 31, som åbnes senere på året, ligger alle i Frederikssund, og udviklingschefen er ikke så bekymret for, om det lykkes at fylde pladserne.
Frivillighed vigtig
»Det er et helt nyt tilbud, og det tager tid at motivere de psykisk syge. Frivillighed og motivation er jo grundlaget for enhver behandling,« tilføjer han, der – i modsætning til en række politikere – ikke beklager, at opholdet er frivilligt
Opbakningen til de 150 særlige pladser, som blev besluttet på Christiansborg efter fem drab på medarbejdere på institutioner for psykisk syge i løbet af fire år, har været vigende, og senest har kommunernes forening, KL, opfordret til, at man helt opgiver projektet og i stedet bruger pengene på klassiske psykiatriske afdelinger.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har fastholdt beslutningen og i stedet skældt ud på kommunerne over, at de ikke henviser flittigt nok til de nye pladser.
I Frederikssund er ambitionen ifølge Jacob Vagner Madsen at udvikle et andet tilbud end det, sygehusene normalt kan tilbyde psykisk syge. Der er en bredere personalesammensætning med bl.a. ergoterapeuter og pædagoger, og der er planer om at anlægge have, ligesom køkkenet er indrettet, så patienterne selv kan lave maden.