Droner med urin fra los skal skræmme dyreunger væk fra markers dødsmaskiner
Hvert år bliver op mod 20.000 rådyrlam fanget i landbrugsmaskinernes høst.
Når landmændene i netop disse måneder høster græs fra deres marker, koster det hvert år livet for flere tusinde dyreunger.
Men nu kommer teknologien dem til undsætning. Droner med urin fra en los er måske en af fremtidens løsninger, der skal skræmme bl.a. rådyrlam og harekillinger væk fra marken, inden landmanden kommer kørende med sine dræbende landbrugsmaskiner.
Det skriver TV2.
»Det er stadig på eksperimentalstadiet at bruge urin fra en los. Men at droner og robotteknologi vil komme til at spille en rolle, er der ingen tvivl om,« siger Claus Lind Christensen, formand i Danmarks Jægerforbund.
I maj og juni er det højsæson for græsslåning til foderbrug på markerne, hvilket ramler sammen med den tid på året, hvor rådyrenes lam endnu kun er et par uger gamle og derfor kan have svært ved at klare sig selv.
Et projekt udarbejdet af Danmarks Jægerforbund i 2017 anslår, at op mod 20.000 rådyrlam hvert år bliver enten påkørt, lemlæstet eller dræbt under høstarbejde i Danmark.
Men fremover skal stærke duftspor fra et frygtet rovdyr som lossen altså tvinge råerne og følgeligt deres lam til at søge andre græsgange. Men hvorfor lige urin fra en los?
»Byttedyrene har med tiden udviklet en bestemt form for forsvar, hvor de skal være meget årvågne, også over for specifikke dufte. Rent genetisk ligger der et stempel, som dyrene reagerer på, og i flere forsøg har byttedyrene reageret stærkest på urin fra en los,« forklarer Carsten Olesen, projektleder i Danmarks Jægerforbund.
Danmarks Jægerforbund fortæller desuden, at dronerne kan have en forebyggende virkning gennem termiske (varmesøgende, red.) kameraer, der skal give et overblik over markens potentielle dyregæster.
Derudover har Danmarks Jægerforbund indgået et samarbejde med Landbrugsstyrelsen om, hvordan man på en mere hensigtsmæssig måde kan høste markerne for at redde de dyreunger, der måtte ligge og putte sig på marken.
Men selvom de mange dyreunger kommer til skade i landbrugsmaskinerne, er det dog ikke den største synder. Hvert år nedlægger jægere omkring 100.000 stykker råvildt i Danmark.