Annonce
Indland

Danmark ligger i bund på frivillighed og tredje halvleg

Danskernes engagement i idrætsforeninger halter efter lande som Norge, Holland, Tyskland og Spanien.

Johanne Berg, formand for DBU Jyllands Børneudvalg, håber med initiativet Gode fodboldforældre at få flere til at tage aktiv del i foreningens ve og vel. Foto: Morten Lau-Nielsen

Danmark bliver overhalet af en række europæiske lande, når det gælder medlemmernes vilje til at yde en frivillig indsats i idrætsforeningerne.

Det viser en undersøgelse som Syddansk Universitet (SDU) har udarbejdet i samarbejde med en række europæiske universiteter. 35.790 sportsklubber i Holland, Belgien, Tyskland, Danmark, England, Norge, Polen, Ungarn, Schweiz og Spanien har deltaget.

27 pct. af de danske medlemmer svarer, at de yder en frivillig indsats. Det sender Danmark ind på en næstsidsteplads. Når det kommer til at møde frem på generalforsamlingen, ender Danmark sidst. Også tredje halvleg, altså det sociale samvær, bliver prioriteret lavere i Danmark end i vores nabolande. Der er rekordmange idrætsudøvere i Danmark, men det er vanskeligt at finde en formand til svømmeklubben og en kassemester til fodboldklubben.

Det eneste tidspunkt, man ser forældrene, er, når de har noget at brokke sig over.
Johanne Berg, formand for DBU Jyllands Børneudvalg

»En stor del af medlemmerne kommer for at dyrke idræt og motion. Men at engagere sig i de andre medlemmer, deltage i generalforsamling og engagere sig i foreningens ve og vel ligger ikke så centralt for dem,« siger professor Bjarne Ibsen fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) ved SDU.

Flere idrætsklubber er i fare for at bukke under. En svømmeklub i Sønderjylland med godt 250 medlemmer lukker, fordi ingen vil hjælpe i bestyrelsen eller i bassinet, der ellers netop er blevet renoveret for 7 mio. kr. af Aabenraa Kommune.

»Vi oplever, at nogle foreninger har sværere ved at få besat de lidt tungere poster som formand og kasserer. Derfor tilbyder vi i stigende grad hjælp til foreningerne i form af eksterne kontorhænder,« siger Søren Brixen, der er administrerende direktør for DGI.

På fodboldbanerne er der også udfordringer. DBU Jylland har netop søsat initiativet Gode fodboldforældre, som skal få far og mor til at engagere sig mere.

»Der er en tendens til, at man ser en Volvo trille op foran idrætsforeningen, så går klappen op, og et barn springer ud. En time efter kommer den samme Volvo, bagageklappen kører op, og så kan barnet selv hoppe ind. Det eneste tidspunkt, man ser forældrene, er, når de har noget at brokke sig over,« siger Johanne Berg, der er formand for DBU Jyllands Børneudvalg.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Viden
Kæmpe eksperiment skal øge unges interesse for naturvidenskab
35.000 skolebørn skal ud og finde bakterier i Danmark. Projektet roses for at ville øge unges interesse i naturvidenskab, men det får også kritik for kun at gavne Novozymes. 
Se flere
Høringssvar om lukning af døgninstitution: »Kære Favrskov Kommune. I må ikke lukke Slottet«​
Favrskov Kommune har offentliggjort samtlige høringssvar til budgetforhandlingerne. Overordnet set er der bred tilfredshed med forslaget på en række områder, men flere gruer ved tanken om den planlagte lukning af daginstitutionen "Slottet". 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her