Efter skattereform: Dansk økonomi mangler penge til velfærd i 2021
Selv om DF forsikrede, at der var penge nok, mangler der midler særligt på grund af flere ældre.
Der mangler penge i den offentlige økonomi i 2021 til at dække et stigende pres på velfærden, fordi der blandt andet bliver flere ældre.
Det viser nye beregninger fra Finansministeriet, og det står i skarp kontrast til Dansk Folkepartis forsikringer.
Partiet har flere gange understreget, at man ikke ville indgå i en skattereform, medmindre der var sikret penge til at dække udgifterne til velfærd i de kommende år.
Men efter skatteaftalen fra den 6. februar vil der i 2021 mangle 1,5 mia. kr. til at dække det såkaldte demografiske træk. Det er Finansministeriets beregning af, hvad udviklingen i befolkningen medfører af højere udgifter til offentlig service som ældrepleje, sygehuse og skoler.
»Man har snydt pensionisterne i forbindelse med den skatteaftale,« siger Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup.
De manglende penge skyldes, at en række politiske aftaler har spist af det såkaldte økonomiske råderum. Alene i 2021 bliver skatteaftalen finansieret med 1,4 mia. kr. fra råderummet.
Og derfor er der ifølge tal fra Finansministeriet kun 7,5 mia. kr. for politikerne at bruge i 2021, men der skal afsættes mindst 9 mia. kr. alene for at opretholde det nuværende serviceniveau i blandt andet kommunerne.
Det vil enten betyde ringere service, eller at der skal spares penge andre steder.
Samme dag skatteaftalen blev en realitet, fastslog formanden for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl, at velfærden nu var sikret. Men han anerkender, at der er en udfordring i 2021 og kræver en løsning.
»Der er overskud i årene før og i årene efter, men i 2021 er der en udfordring. Den sætter vi os for at løse, så der bliver sikret penge til at dække demografien i 2021,« siger Thulesen Dahl og foreslår, at man for eksempel udskyder tidspunktet, hvor der skal være balance på de offentlige budgetter.
Finansminister Kristian Jensen (V) vil ikke afvise at øge gældsætningen, men foretrækker offentlig lavvækst og effektiviseringer.