Over 1.300 fartglade bilister blev blitzet på én strækning
»Det er alt for mange og farligt for alle,« lyder det bl.a. fra Københavns Vestegns Politi.
I denne uge har politikredse landet over øget fokus på bilister, der trykker lidt for hårdt på speederen.
Hos Københavns Vestegns Politi har det allerede resulteret i et stort antal bøder.
Tirsdag tog en af politikredsens fotovogne opstilling på Holbækmotorvejen. Og onsdag stod den atter på samme placering.
I alt blev over 1.300 bilister blitzet af fotovognen, der holdt langs motorvejen i cirka fem timer ad gangen.
»Det er alt for mange og farligt for alle,« lød det efter tirsdagens fartkontrol fra politikredsen på Twitter.
Onsdag gjorde to bilister sig fortjent til mere end bare en bøde.
Det skete, da de passerede fotovognen med henholdsvis 180 og 189 km/t på motorvejen, hvor man maksimalt må køre 110 km/t. Dermed kan de se frem til at skulle op til en kontrollerende køreprøve.
Det skyldes, at deres hastigheder giver en betinget frakendelse af kørekortet, hvilket udløses ved kørsel på over 160 km/t på strækninger med maksimalt 110 km/t tilladt.
»Tak til de bilister, som kørte efter reglerne,« lød det fra Københavns Vestegns Politi efter onsdagens fartkontrol, der resulterede i 300 færre bøder end de 833, der blev udskrevet efter kontrollen tirsdag.